Søger man i Google på “dansk Chardonnay” får man 0 resultater. Okay … det passer ikke helt, for 39 af resultaterne omhandler Dansk Varmblod Chardonnay, som er en kernedansk hesterace kendt for; store skridt, god til galop, lidt som at sidde på en gyngehest og ellers stor samt rummelig.
Men danske vine på Chardonnay lever mere livet i stille skridtgang, for jeg har aldrig tidligere smagt en dansk vin på Chardonnay. Det er ellers én af verdens mest berømte og succesfulde grønne druer, som ellers siges kan tilpasse sig i ethvert klima. Ja, måske lige undtaget det danske … troede vi da i hvert fald.
For Simon hos Hedegårdens Vinavl laver nemlig vin på Chardonnay, nemlig denne Bonde Hvidvin nr. 21 Chardonnay. Og her har vi fat i vinen i en årgang 2013.
Bonde Hvidvin nr. 21 Chardonnay er lavet ved, at druerne efter høst har stået koldt med skind og kerner i 8 timer inden presning og gæring. Lavet på rustfrie ståltanke og uden brug af fad. Og som Simon skriver, så er vinen lavet med gammeldags slid og slæb, plejet med sund fornuft og ekspertise.
På bagetiketten står navns nævnelse på alle dem, som har været med til at plukke druerne. Sådan … det er sgu klasse.
Lad os smage vinen, som i glasset – hvilket måske også kan fornemmes på fotoet – er meget lys, nærmest hvid i glasset, og dermed langt fra de oversøiske Chardonnay’er, som vi ofte støder på i supermarkeder og vinbutikker.
Duften er ikke sådan typisk Chardonnay, men med lidt urter, æbler, mjød, honning … et fjernt strejf af lidt eksotisk frugt og måske lidt gærnoter. Smagen er let, frisk … men også blød og blid. Overrasker virkelig … og det er i positiv retning. Her er æbler, frisk frugt … bevares ikke så stor tyngde og mere letbenet end vi oftest møder Chardonnay, og eftersmagen også forholdsvis kort.
Men dansk Chardonnay mine damer og herrer, piger og drenge, ladies and gentlemen … som Kim Larsen sagde i hans velmagtsdage i Gasolin. Ganske fornøjelig sommervin, som bestemt er fin … specielt i forhold til, hvad jeg ellers har smagt af danske vine.
Prisen på vingården er … fik ikke noteret, men mener det er 200 kr. Det er selvfølgelig en slat i forhold til dens udenlandske søstre, men ikke galt for en dansk vin.
Rating 4/7