Én af weekendens vine blev en Chianti … Chianti Castiglioni fra vinhuset Marchesi de Frescobaldi, som jeg efterhånden har skrevet om en del gange her på bloggen. Jeg har endda også tidligere smagt denne Chianti, blot i en årgang 2009. Så for nærmere beskrivelse af vinhuset vil jeg blot henvise til tidligere blogindlæg.
Jeg skal derfor blot linke til de vine, som jeg tidligere har skrevet om fra vinhuset, nemlig deres 2009 Chianti Castiglioni, 2008 Nipozzano Riserva Chianti Rufina, 2006 Lamaione IGT, 2009 Luce IGT, 2008 Morellino di Scansano Riserva Pietraregia dell’ Ammiraglia, 2011 Nipozzano Vecchie Viti Chianti Rufina Riserva og 2007 Castel Giocondo Brunello di Montalcino.
Den store vinfamilie ejer en helt række vinslotte i Toscana, nemlig Tenuta di Castelgiocondo, Castello di Pomino, Tenuta Luce Della Vite, Tenuta dell’Ammiraglia, Castello di Nipozzano og Tenuta di Castiglioni. Det er selvfølgelig fra sidstnævnte at denne Chianti stammer fra.
Druerne til denne Chianti Castiglioni hentes fra 40 hektar lerjord beliggende i 150 til 250 meters højde med forskellige eksponeringer. Vinstokkene er gennemsnitlig 20 år gamle og høstudbyttet er så lavt som 45 hektoliter pr. hektar. Lavet på 90% Sangiovese og 10% Merlot, lavet på ren stål … har slet ikke set egefade.
Duftmæssigt lidt grønne blade, umodne bær, ribs og en lidt sjov duft, som jeg ikke lige kan definere. Der er krydderier, støvet og tør jord samt gamle egetræsplanker. I munden har vinen frisk frugt … igen lidt ribs, jordbær, men – akkurat som 2009’eren – lidt vandet i udtrykket. Der også godt med tanniner, en frisk syre og krydret smag.
Lidt kantet. Umiddelbart ikke den store forskel i forhold til første gang, at jeg smagte vinen. Blev en smule bedre næste dag … så et godt råd må være, at give vinen rigeligt med luft. Rigeligt.
Forhandles hos Vinspecialisten, pris 100 kr., pt. på tilbud til 80 kr.