På den berømte Der Rote Hang – den røde hældning – ved byen Nierstein-Schwabsburg i Rheinhessen finder vi en lille, spændende producent, nemlig Weingut Georg Gustav Huff, som står bag næste vin i rækken … en Spätburgunder im Holzfass gereift.
Vingården ejes og drives af ægteparret Dieter og Helga Huff sammen med deres to sønner Daniel og Stefan. Dieter overtog driften i 1989, men gården har været i familiens eje i over 300 år. Det var oprindeligt den schweiziske indvandrer Georg Gustav Huff, som grundlagde vingården i 1710.
Dieter er Winzermeister og Weinbautechniker, som det så smukt hedder, men han er begyndt at trække sig tilbage, og har i dag overladt det meste af produktionen til sønnerne, så Dieter står mest for markarbejdet.
Daniel er den ældste søn og er i dag ansvarlig vinmager på vingården med speciale i de hvide vine. Daniel har 3 års uddannelse som ønolog og bl.a. arbejdet i Mosel. Stefan er den yngste af sønnerne, og er først uddannet Weinbautechniker og har efterfølgende arbejdet i både Ahr, Rheinhessen, Østrig og Australien. Hans interesse er primært de røde vine.
Og her har vi netop én af de røde, en herlig lille Spätburgunder fra Huff … ikke de store oplysninger om vinen udover, at den har lagret på eg.
Duftmæssigt sød stald, animalsk, rustik, jordbær og virker samtidig meget let i udtrykket. Lover godt. I munden en lækker balance … sødmen er måske en anelse for meget i front, men der er godt med frisk frugt, kirsebær, eg, lidt søde krydderier og et let syrligt bid i eftersmagen, hvilket egentlig klæder vinen.
Købt på vingården, pris ukendt … men vil gætte på omkring 10€ … eller ca. 75 kr. Et rigtigt godt køb.
Rating 5/7