2012 Cave Vinicole de Hunawihr, Pinot Noir 8, Alsace, Frankrig

Vi fortsatte i Pinot Noir sporet, selvom denne Pinot Noir 8 fra Cave Vinicole de Hunawihr i Alsace ikke var ligeså nem at gætte som forrige vin. Lidt sjovt, da jeg tidligere har smagt vinen, blot i en årgang 2009. Dengang var det vist også på et bestyrelsesmøde hos formanden.

Vinhuset ligger – som navnet jo selvfølgelig antyder – i byen Hunawihr, en 6-8 kilometer nord for Colmar.

Cave Vinicole de Hunawihr blev grundlagt i 1954, hvor vinbønderne var i krise, og vingrossisterne provokerede et prisfald ved ikke at aftage de mængder druer, som de plejede. På dette tidspunkt eksisterede der ikke så mange cave coopératives – kun 3-4 stykker. Vinavlere fra Alsace solgte således deres produkter selv eller via vingrossister.

For at kæmpe mod den situation og lignende fremtidige situationer var der nogle vinavlere fra Hunawihr, der besluttede at skabe et kooperativ, så de selv kunne sikre deres afsætning i fremtiden, og det blev til Cave Vinicole de Hunawihr. De første vine blev fremstillet allerede i 1955.

Siden er Cave Vinicole de Hunawihr vokset fra 90 hektar vinmarker til over 200 hektar i dag, og der er nu tilknyttet 130 vinavlere til kooperativet, som i dag sælger over 1,6 mio. flasker vin hvert år.

Hos Cave Vinicole de Hunawihr dyrkes der bl.a. følgende druesorter: Chasselas, Sylvaner, Riesling, Muscat, Tokay Pinot Gris, Gewurztraminer, Pinot Blanc og Pinot Noir.

Hos Cave Vinicole de Hunawihr arbejder de meget med kvalitet, og man forsøger således at integrere dette begreb i alle områder af vinavlen og -fremstillingen. I vinmarkerne følges kvalitative normer med hensyn til druesorter, beplantningstæthed, og beskæring. Vinmarkerne kontrolleres løbende, og man sprøjter kun med kunstige midler i nødvendigt omfang.

Cave Vinicole de Hunawihr laver bl.a. også en fremragende, mousserende Crémant d’Alsace: Calixte, som er fremstillet efter champagnemetoden.

Nå, men denne Pinot Noir har navnet/tallet 8. De skyldes, at druerne til vinen kommer fra 8 forskellige parceller ejet af 8 forskellige vinbønder i Alsace. Druerne til vinen er afstilkede og efterlades derefter i kar i 10 til 12 dage. Vinmageren på kooperativet hedder Nicolas Garde, og han har valgt at give denne vin barriques, og det klæder bestemt vinen.

I næsen er der rød frugt, peberfrugter, tobak, eg og godt med grønne noter, sidstnævnte som sidst jeg smagte vinen. Også let animalsk og samtidig lidt mørkere og mere syrlig i udtrykket end foregående vin. Pinot Noir duften er ikke så tydelig i denne vin.

Smagsmæssigt er vinen også lidt kantet … næsten firkantet med syre, lyse frugter, hindbær, granatæbler, tørhed og tanniner. Der er også en lethed over vinen, som burde spore én ind på Pinot Noir, men syren lægger sig højt i ganen og giver en lidt sprittet og grøn eftersmag. Jeg synes, at 2009’eren var bedre end denne 2012’er.

Købt hos Cave Vinicole de Hunawihr, hvor prisen er 12,15 €

Rating 4/7 

Skriv et svar