2013 Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr, 140 Jahre Spätburgunder Trocken, Ahr, Tyskland

Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr … fornemt navn, og dækker over, hvad der påstås at være vinverdenens ældste kooperativ, grundlagt 20. december 1868 af 18 fremsynede tyske vinbønder. Og dette historiske kooperativ står bag næste vin … endda en jubilæumsvin … 140 Jahre Spätburgunder Trocken.

Kooperativet ligger på den herlige adresse Ahrrotweinstraße i byen Mayschoß i Ahr, og blev – som nævnt – grundlagt tilbage i 1868 … men faktisk af nødvendighed. Vinproduktionen i Ahr-dalen havde været i en dyb krise i næsten 10 år pga. dårlig høst, angreb af vinlusen Phylloxera og et sammenbrud i vinhandlen mellem de preussiske områder og de øvrige lande i Europa.

Ved at forene kræfterne, så håbede vinproducenter at finde en vej ud af denne situation. Det betød også, at der i slutningen af 1800-tallet blev grundlagt næsten 20 kooperativer i Ahr-dalen. Og i dag er omkring 90 procent af alle vinbønder i Ahr fortsat medlem af nogle af disse kooperativer.

Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahrs første formand var Nikolaus Näkel, og han fik hurtigt kooperativet op at køre. Allerede i 1881 var tilknyttede vinbønder steget fra de oprindelig 18 til 141 medlemmer, så kooperativets produktionslokaler måtte løbende udvides, bl.a. med udgravning af store, hvælvede vinkældre … som fortsat den dag i dag anvendes til lagring af vinene.

I 1982 blev kooperativet fusioneret med et par øvrige kooperativer i Mayschoss og Altenahr, og det var reelt først dér, at kooperativet fik dets nuværende navn Winzergenossenschaft Mayschoss-Altenahr. Seneste sammenlægning er sket i 2009, hvor det næstældste kooperativ Winzergenossenschaft Walporzheim også kom ind under Mayschoss-Altenahr.

Hele historien genfortælles i øvrigt også i kooperativets museum, som man kan finde i kældrene hos Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr. Her er der også udstillet alt fra gamle redskaber til vinfremstilling, cykeltasker og vogne til transport af druer, sakse, en druemølle fra år 1900 samt en gammel maskine til at sætte korkpropperne i flaskerne.

I dag er der tilknyttet 420 vinbønder til kooperativet, og der produceres fra omkring 150 hektar vinmarker. Det betyder også, at kooperativet har en årlig produktion på lidt over en million liter vin, omkring 1.300.000 flasker og dermed er blandt Tysklands mellemstore vinerier. Og – hvis de selv skal sige det – også et af de bedste. De har i hvert fald fået lidt priser, bl.a. er de udnævnt til “årets opdagelse” i år 2000 og fik samtidig 3 drueklaser i Gault Millau.

Der blev i 2008 lavet en speciel vin fra den fantastiske 2007 årgang for at fejre kooperativets 140 års jubilæum. Og det er faktisk denne vin, som man tilsyneladende er fortsat med at producere. Her har vi den i hvert fald i en frisk årgang 2013. Vinen har lagret på store egefade, typisk på mellem 1.000 og 2.400 liter. Fadene er brugte fade, som er henholdsvis 3-6 år gamle. Produktionen af denne vin er 38.000 flasker årligt.

Duftmæssigt lidt mørke, modne hindbær, granatæbler, våde fade, mint og lidt krydderier. I smagen en dejlig lethed med syre, bløde og modne tanniner. Den røde bærfrugt er fin og en anelse krydret … måske en smule skarphed … sådan lidt kanter, men ikke slet ikke dårlig. Dejlig bette Spätburgunder.

Pris på gården er 8,20€ eller omkring 61 kr.

Rating 4/7 

Skriv et svar