2008 Bodegas Lagunilla, Optimus, Rioja, Spanien

Næste vin var også fra Rioja, nemlig denne Optimus fra Bodegas Lagunilla, som ligger nord for byen Cenicero, få hundrede meter fra floden Rio Ebro i Rioja.

Bodegas Lagunilla er grundlagt i 1885 af Don Felipe Lagunilla San Martín. Udover at være grundlægger af vinhuset, så var det var ham, der anbefalede brug og indførelse af amerikanske grundstammer til klonede udgaver af de spanske vinstokke for at redde stokkene i Rioja fra Phylloxera.

Hans utrættelige arbejde med genplantningen af vinstokke klonet på amerikanske sorter blev belønnet med en udnævnelse til Comendador de la Orden del Mérito Agrícola af den spanske konge Alfonso XIII i 1908.

Faktisk har huset i dag en serie af vine Lagunilla Casa del Commendador, som er opkaldt efter grundlæggeren.

Don Felipe Lagunilla San Martín skrev også bøger om vinproduktion i Rioja, grundlagde det rekreative La Fraternal for krigsveteraner og var gennem alle årene en stor ambassadør for Rioja, inden han døde  i 1927 i en alder af kun 66 år.

Siden har vinhuset haft forskellige ejere, bl.a. spiritusgiganten Diageo, inden vinhuset i 2012 blev købt af den nuværende ejer The Haciendas Company Ltd., som havde fulgt vinhuset siden 1994.

The Haciendas Company er et større historie, som ejer 3 hoteller Hacianda Zorita, 3 restauranter i henholdsvis Spanien, London og Stavanger … af alle steder. Ja, og så lige en række vinhuse, hele 4 af slagsen, nemlig Hacienda Marqués de la Concordia, Hacienda Zorita, Federico Paternina og så Bodegas Lagunilla.

Jeg har ikke fundet meget om selve Bodegas Lagunilla, størrelse på marker eller tilsvarende, men vil gætte på, at der er tale om en større vingård, bl.a. ud fra at vinene sælges i danske supermarkeder. Ansvarlig vinmager for alle vinhusene i koncernen er Carmelo Angulo, som har vundet en række priser for specielt vinene fra Marqués de la Concordia.

Optimus er Lagunillas prestigevin, der kun laves i udvalgte årgange og i så begrænset et antal, at hver flaske er nummereret.

Optimus er lavet af druer af topkvalitet. Sorterne er Tempranillo, Syrah, Merlot og Cabernet. En mild sagt atypisk druesammensætning af eksperimentel karakter, som Rioja DO institute har givet specialtilladelse til. Druerne er håndplukket og har fået lov til at modne optimalt før høst. Vinen er fadlagret i nye franske fade (Allier) 50% og amerikanske 50% med normal ristning. Vinen er særdeles kraftig og kommer fra Lagunillas bedste vinmark.

I næsen er der godt med blommer, sødme, vanilje, kaffe og søde krydderier. I smagen er der mørkerøde bær, solbær, vanilje og kaffe … lidt ligesom duften, og egentlig ganske fin, fyldig og varm vin.

Købt hus Supervin, pris 139,95 kr. ved 6 flasker og 299,95  kr. ved en flaske. Set flere gange på tilbud i SuperBest til 129 kr.

Rating 4/7  

Skriv et svar