2012 Mouton Noir Wines, Oregogne Pinot Noir, Oregon, USA

Næste vin … og endelig rødvin, nemlig denne lidt spændende og underfundige Oregogne Pinot Noir fra det amerikanske vinhus Mouton Noir Wines. Pinot Noir … og så fra Oregon … så går det normalt ikke helt galt.

Vinhuset er grundlagt af sommelier André Hueston Mack i 2007. Han havde egentlig en ganske succesfuld og lovende karriere i finansverdenen ved Citicorp Investment Services, men en passion for vin betød, at han skiftede karrierespor.

Han fik derefter arbejde på en restaurant i San Antonio og uddannede sig som sommelier, og blev efter nogle år tildelt den prestigefyldte titel af Bedste Unge Sommelier i Amerika af det velansete Chaine des Rotisseurs.

Denne anerkendelse førte til et job som sommelier på Thomas Kellers verdensberømte franske restaurant French Laundry i Yountville, Californien og herefter blev han ansvarlig sommelier på Kellers berømte restaurant Per Se i New York inden han i 2007 tog springet til at blive vinbonde.

Ja, helt vinbonde er André Hueston Mack nu ikke, for hans forretning består både af vingården samt design/salg af tøj inspireret af skateboard, punk og hip-hop kulturen. Og både med vinen og med tøjet er begge præget af produkter med attitude og skæve idéer.

Vinene er unikke og særprægede garagevine, der oprindeligt var skabt for nogle New Yorks bedste restauranter, som André også kendte fra tiden som sommelier på Per Se. Men vinene blev hurtig en stor succes og bliver nu solgt over det meste af USA. Og der laves beskedne 2.500 kasser vin hvert år fra vinhuset.

Vinhuset Mouton Noir Wines ligger ved byen McMinnville i Oregon og laver 6 forskellige vine med sjove og underfundige titler som Knock on Wood, Love Drunk, O.P.P. (Other People’s Pinot), Horseshoes & Handgrenades og så en både hvid og rød udgave af denne Mouton Oregogne med reference til specielt Bourgogne vinene.

André kalder også sine vine Garage D’or … sikkert inspireret af guldkysten i Bourgogne, og logoet for vinhuset er et får. Er der her – sammen med navnet Mouton Noir – også en reference til Mouton Rothschild? Design og iscenesættelse er i det hele taget en stor del hos Mouton Noir Wines, og André har da også efterfølgende i 2011 startet designfirmaet Get Fraiche Cru, hvor han arbejder for andre vinfirmaer, bl.a. Charles & Charles samt Joel Gott og Palm Bay Imports.

Privat er André gift med forfatteren Phoebe Damrosch, som har skevet bogen Service Included: Four-Star Secrets of an Eavesdropping Waiter, som fik flotte anmeldelser i New York Times.

Her har vi Mouton Noir Wines’ 2012 Oregogne Pinot Noir, lavet af druer fra to enkelt vinmarker i Eola-Amity Hills i Willamette Valley. Vinstokkene er 8-15 år gamle, og har lagret 12 måneder på franske egetræsfade, heraf 25% nye fade, efterfulgt af 4 måneder på flaske inden frigivelsen. Der er lavet små 395 kasser af denne vin.

Duftmæssigt ingen tvivl, helt klart Pinot Noir, men ingen kostald eller animalske toner, men i stedet med et mere grønt islæt. Der er nemlig grønne blade og grene, efterårsblade var min første tanke faktisk, lidt blæk, hindbær … men næsten ovre i mere mørke bær og derudover en smule krydderier. Smagen er ikke sådan helt knivskarp, men lidt mere varm i udtrykket med grønne noter, let peber og godt med tørhed og tanniner.

Smalle Vine forhandler nogle af vinene, men denne her har jeg ikke fundet. OPP’en koster 195 kr.

Rating 4,5/7  

Skriv et svar