2011 Remoissenet Père et Fils, Saint-Romain Blanc, Bourgogne, Frankrig

Videre … næste ret blev medister, og til den lidt kraftige ret fik vi en let og elegant hvid bourgogne, nemlig denne Saint-Romain Blanc fra Beaune vinhuset Remoissenet Père et Fils.

Maison Remoissenet Père et Fils er et af de helt gamle negociant huse i Beaune, Bourgogne, grundlagt tilbage i 1877 af Pierre Remoissenet, som i forvejen var en respekteret bødker, vinmager og vinmægler i Beaune.

Remoissenet er uden tvivl en af Bourgognes mest ærværdige producenter, og har specialiseret sig i negociant vine og salg gamle årgangsvine, primært til eksport. Et besøg i deres gamle vinkældre fra 1300-tallet under byen Beaune afslører næsten 1.000.000 flasker af Premier og Grand Cru Bourgogne fra helt tilbage til begyndelsen af 1900-tallet.

Udover negociant virksomheden ejer Remoissenet Père et Fils også selv en 2,5 hektar Beaune Premier Cru mark. Dette er en ganske normal fremgangsmåde i Bourgogne, hvor det ofte er mindre familier der ejer få parceller og så sælger enten druer eller frisk most til negoicanterne.

Flere af de marker som Remoissenet får druer fra har de langtidskontrakter på, hvor de styrer pasningen af marken, for at få optimal frugt i vineriet. Bl.a. har de en aftale med Familien Thenard om at dyrke deres 1,8 hektar store andel af Montrachet marken.

Gennem alle årene har huset været drevet af Remoissenet familien, og frem til 2005 af Roland Remoisssenet. Det har dog været alment kendt, at kvaliteten hos Remoissenet havde været faldende gennem de sidste år under Roland Remoissenet.

I 2005 blev vinhuset så købt af en kreds af finansfolk fra New York med brødrene Milstein i New York, Todd Halpern i Toronto samt Louis Jadot i spidsen. Planen fra start var en restaurering af hele firmaet og en stigning i kvaliteten på alle punkter.

Det er 3 mænd der i dag står for at tegne Remoissenet udadtil. Bernard Repolt står for den kommercielle del af driften og samler trådene. Han kommer fra en stilling som direktør hos Louis Jadot. Claudie Jobard er vinmager og kommer fra en stolt familie der kender markerne i Bourgogne gennem flere generationer. Pierre-Antoine Rovani er den aktive President for Remoissenet og tager aktivt del i arbejdet i markerne.

Der er blevet moderniseret i kælderen med nye åbne træ-gæringstanke, samt fokus på bedre egetræsfade, heraf en del på 340 liter for ikke at overdøve frugtkarakteren i vinen. Der er meget stor opmærksomhed på at frugten skal være moden på høsttidspunktet og vinen skal i flasken fremstå med stor renhed og intensitet.

De nye ejere har også startet med at købe yderligere vinmarker, så i dag ejer Remoissenet også 11 hectares i Clos de Vouguet, Charmes-Chambertin, Poissenot, Village Nuits, Vosne og Gevrey-Chambertin.

Her har vi en vin af nyere dato, en 2011 Saint-Romain Blanc. Saint-Romain ligger i Côte de og har haft sin egen kommunale appellation siden 1947. Saint-Romain vinmarkerne ligger lige vest for Auxey-Duresses, lidt længere oppe langs Saint-Romain-dalen. Jordbunden i Saint-Romain er ganske varieret, med et terroir der favoriserer Pinot Noir.

Selv om der ganske vist ikke findes Premier Cru marker i Saint-Romain, så er området i hænderne på gode producenter og herunder altså også Remoissenet Père et Fils.

I næsen en ganske indbydende duft, og lidt speciel. Der er grønne pærer, hø, friskhed, vanilje og eg. Smagen er meget ren, frisk og mineralsk. Frugten er ren og klar, og fruen siger, at der også er lidt aske i smagen. Det bør hun vide noget om, da hun er ryger ;o)

Forhandles at Otto Suenson, pris 249,00 kr., men pt. på bud til 199 kr.

Rating 5/7  

Skriv et svar