Næste røde vin var fra det billedskønne Umbrien, nemlig fra vingården Tenuta Castelbuono, som har 50 ha marker fordeler over de to vinområder Montefalco og Bevagna.
Tenuta Castelbuono ejes af Lunelli-familien, som også er kendt for spumanteproduktion via Ferrari – Italiens dygtigste og største producent af mousserende vine indenfor den originale (og dyreste) fremstillingsteknik. Vingården Castelbuono er blandt Lunellis nyeste investeringer, og selv om det var den forrygende årgang 2001, der blev den første vinårgang, man tappede under egen etiket, er familien langt fra færdig med at investere i Castelbuono.
Nyeste projekt på tegnebrættet er således et nyt vineri, som skal tegnes af den italienske skulptør, Arnaldo Pomodoro – et valg som vidner om virksomhedens store krav til det æstetiske udtryk.
Vinen er lavet på 70 % Sangiovese, 15 % Sagrantino, 8 % Cabernet Sauvignon og 7 % Merlot. Vinen har fået 12 måneders lagring på 225 liters egetræsfade. Duft er kompleks med kridt, kul, intense mørke bær og sort, våd nat.
Smagen er cremet, suger spyttet fra munden, der er sødme fra Sangiovesen, men også meget mere. Mange fine lag i smagen. Det smager godt. Klart anbefalelsesværdigt.
Kan købes hos Vinspecialisten til 150 kr.