Med næste vin skal vi til fabelagtige Soave, for denne 2024 Montesei Soave Classico er fra vinhuset Le Battistelle og lavet på Garganega druen.
Vinhuset Le Battistelle ligger i den lille by Brognoligo midt i Soave Classico zonen.
Det er grundlagt i 2002 af Gelmino og Cristina Dal Bosco, der – som flere og flere avlere – stoppede med at sælge druerne til det store, lokale kooperativ og selv startede med at lave vin.
Familien Dal Bosco har samlet 9 hektar vinmarker, som er fordelt på mange parceller i bakkerne ved Brognoligo, herunder deres bedste mark Battistelle under cru’en Castellaro. Det er også den mark, som vinhuset er opkaldt efter.
Det er et lille familieforetagende og de laver alene 3 forskellige vine, herunder denne Montesei Soave Classico, som lavet på 100% Garganega, der er høstet med håndkraft.
Efter afstilkning af druerne, så presses de, hvorefter mosten gærer i 15 dage i rustfrie ståltanke, hvor vinen også lagrer 4 måneder sur lie inden aftapning på flaske og lagring i yderligere 1 måned.
I næsen er der først godt med blomster, lidt mandler samt en frugt, der virker småolieret og tropisk med melon, ananas, abrikos, pærer og fersken suppleret med en ganske landligt og animalsk udtryk, hvilket er ret betagende.
Smagsmæssigt smider vinen så den eksotiske velpolstrede frakke, for indenunder er der godt med frisk og livgivende syre, tonsvis af umodne grønne æbler og citrusfrugter … lemon og citron og nogle lerede mineraler. Det er nærværende, småolieret, rent, frisk og virkelig charmerende … 92 point.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 155 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.