2011 The Other Guys, Pennywise Chardonnay, Californien, USA

Forretten skulle selvfølgelig suppleres med en hvidvin … og det blev denne Pennywise Chardonnay, som kommer fra vinhuset The Other Guys … eller også kaldt Laid-Back Guys eller Stand-Out Wines.

Bag vinhuset står imidlertid søskendeparret Mia & August Sebastiani fra den store, traditionsrige amerikanske vinfamilie Sebastiani … og under navne Hey Mambo, Leese-Fitch, Moobuzz, Plungerhead, The White Knight og Pennywise laver de en en række spændende vine, som adskiller sig en smule i mængden.

Jeg har tidligere smagt vinen Moobuzz Pinot Noir fra huset, og dér skrev jeg også lidt om huset, vinene og vinfamilien Sebastiani, hvis historie rækker helt tilbage i 1895, hvor Samuele Sebastiani, italiensk indvandrer, flyttede til USA og startede med at arbejde i et stenbrud nord for Sonoma. Med sine hårdt optjente penge købte han en lille vingård, hvor han opstartede en mindre vinproduktion.

I 1944 blev driften af vingården overtaget af sønnen August Sebastiani, som solgte vinene over det meste af USA, men det var først i 70′erne og 80′erne, hvor 3. generation i form af Augusts to sønner Sam og Don tog over, at vinhuset fik sit store gennembrud og voksede eksplosivt.

I dag er den oprindelige Sebastiani Vineyards and Winery solgt, og ejes af Foley Family Wines, som ejer en helt række af store vinhuse i USA. Jeg har skrevet lidt om Foley Family Wines og ejeren Bill Foley, da jeg smagte en 2010 Eos Estate Winery, Lost Angel California Cabernet.

Imidlertid er Sebastiani familien fortsat med at lave vine, nu via 4. generation i form af Mia & August Sebastiani og Tog Wines – som The Other Guys kaldes i daglig tale.

I Pennywise serien laves der 6 forskellige vine, nemlig enkeltdrue vine på Petite Sirah, Merlot, Pinot Noir, Cabernet Sauvignon, Sauvignon Blanc og så denne Chardonnay. Ja, helt enkeltedrue er den nu ikke, for der er også 4% Viognier i vinen. 70% af druerne kommer fra Clarksburg, 29% fra Paso Robles og 1% fra Californien. Der laves årligt 2.600 kasser af denne vin og navnet er inspireret af de historiske mønter fra San Francisco … hvorfor ved jeg dog ikke.

Duftmæssigt er vi ovre i lidt ananas, hyld, hø og vanilje, mens smagen er lidt abrikos, pærer, egefad, vanilje med et varmt krydret strejf. Er egentligt ganske blød og venlig, men også lidt flad i udtrykket.

Forhandles – som jeg husker det – hos Smalle Vine, pris 99 kr.

Rating 3,5/7 

Skriv et svar