2009 Clos de Trias, Ventoux Rouge, Rhône, Frankrig

2009 Clos de Trias, Ventoux Rouge, Rhône, FrankrigSå blev det Steffens tur, og han havde medbragt en rigtigt spændende vin, nemlig denne Ventoux Rouge fra vinhuset Clos de Trias, som ligger tæt på byen Le Barroux ved foden af Mount Ventoux og drives af Even Bakke, som har norske rødder.

Even Bakke er dog født og opvokset i USA. Starten på hans karriere som vinmager startede i Californien, hvor han arbejdede i 14 år på vingårde i Napa og Sonoma Valley, Landmark Vineyards og Matanzas Creek.

Eftersom han havde mødt en fransk pige, datter af en vinbonde i Champagne, besluttede familien, der nu var på fem, at flytte til Frankrig og her gav de sig til at søge efter et vinbrug.

Efter et par års søgen fandt Evan Bakke i 2007, hvad han søgte, et domæne på 21 hektar ved Barroux. Den tidligere ejer havde produceret frugt, abrikoser og kirsebær og havde solgt druerne til det lokale kooperativ. Han overtog stedet før høsten i 2007, som således blev hans første årgang på Clos de Trias. Udover de 21 hektar lejer han yderligere 5 hektar.

Og starten var bestemt ikke en drøm på roser. For de første er Ventoux appellationen domineret af andelsselskaber og kooperativer, som sælger deres vine til 3€ pr. flaske. Derudover er den lokale administration et mareridt. De overtagne bygninger trænger konstant til reparation og gården udstyr til vinfremstilling er gammelt og umoderne … stik modsat hvad han plejede at arbejde med i Californien. Læg dertil et stramt budget.

Men alt dette opvejes af det smukke landskab ved foden af det skallede Mount Ventoux, vinmarker 350 meter over havets overflade og gamle vinstokke med Grenache, lidt Syrah, Cinsault, Carignan samt et klima med ekstremer, med snedækkede vintre, solrige provencalske somre og den kraftfulde Mistral. Og selve vingården ligger i nærheden af gamle bydel Le Barroux med dens middelalderlige slot.

Og Bakke har arbejdet dag for dag og trin for trin. Alle vinmarker er konverteret til økologisk med en stærk inspiration fra Rudolf Steiner, Pfeiffer og Fukuoka. Det betyder også, at de arbejder efter den biodynamiske kalender. Vinmarkerne er certificeret agriculture biologique fra 2012 med henblik på senere at gå videre til agriculture biodynamique.

Bakke laver 4 forskellige vine på Clos de Trias, en almindelig Ventoux Rouge, en tilsvarende i hvid på Grenache Blanc og Calirette samt de to topvine Pied Porcher og Vieilles Vignes. Sidstnævnte lagrer på fad i ikke mindre end hele 65 måneder.

Her har vi hans ”almindelige” Ventoux Rouge, som flere påstår nemt kan forveksles med en Chateauneuf-du-Pape i en blindsmagning. Den kaldes også hans “Red Label” og er hovedvinen i hans produktion, da den udgør 80-90% af den samlede produktion. Even Bakke mener også, at det er den vin, som bedst fortolker den lokale terrior.

Vinen er lavet på 80% Grenache Noir, 10% Syrah, 8% Carignan og 2% Cinsault. Der laves årligt 55.000 flasker af vinen.

Vinen laves på gammeldags manér, og der ingen gær, ingen enzymer, ingen SO2 og der sker ingen temperaturkontrol. Macerationstiden er forskellig fra tank til tank, men ofte et sted mellem 9 og 50 dage. Even Bakke smager fra gæringstankene mindst 5 gange dagligt for at beslutte,  hvornår vinen pumpes videre. 75% af vinen lagrer i henholdsvis betontanke og de resterende 25% i store 600 og 700 liters tønder.

Duftmæssigt en mørk, krydret næse … helt klart Rhône krydderier, solbær, blommer, brombær, sorte oliven og lakrids. Smagen er let pebret med solbær, sødme … godt med alkohol synes jeg dog, mens ellers rund og behagelig. Synes ikke helt, at jeg fanger en Chateauneuf-du-Pape, men bestemt en dejlig vin.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Set hos Allerød Vinhandel, pris 129 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Skriv et svar