2010 Viña Leyda, Pinot Noir Reserve Las Brisas, Leyda Valley, Chile

Denne vin fra Viña Leyda har i en periode været huset vin … her i … huset !!!, og sådan en fredag … hvor man træt kommer hjem, hvad er bedre end at åbne en god flaske Pinot Noir og sætte en gang Al Green på afspilleren?

Eneste anke jeg kan finde er, at en hel del af indholdet er hældt i den Boeuf Bourguignon, som jeg netop har sat til at simre på kakkelovnskomfuret (ja, induktionspladerne lyder sgu ikke specielt romantisk). Og mens aftenens ret livligt sender sine aromatiske og provokerende dufte rundt i køkkenet, så kan jeg jo lige sætte mig et par minutter og skrive et par bogstaver om denne vin.

Vi er i Chile hos vinhuset Viña Leyda, som – surprise – ligger i Leyda Valley. Leyda er blandt den nye generation af gode producenter i Chile. Bag Viña Leyda står Luis Alberto Fernandez, der efter i nogle år at have studeret Leyda Valley’s klima og jordbund plantede Sauvignon Blanc, Chardonnay, Pinot Noir og Syrah.

Denne “Las Brisas” er – som navnet antyder – en enkeltmarksvin, og stammer fra en lille parcel i  Leyda Valley, kun 14 km. fra Stillehavet. De kølige briser fra fra Stillehavet giver perfekt kølige betingelser for den sarte, men fremragende Pinot Noir drue. Las Brisas parcellen, der blev tilplantet i 1998 ligger på  en sydvest vendt skråning.

Det betyder dels mindre direkte sol og dels mere indflydelse fra de kølende vinde fra havet. Det giver Pinot Noir druerne den optimale lange og langsomme  modning, der sikrer en klassisk  Pinot stil og de fine, elegante og komplekse aromaer denne drue mestrer bedre end nogen anden.

Vinen her får 90 point hos herr Parker … ikke at dette nødvendigvis skal være en målestok. og jeg er da også langfra altid enig med denne mand. Andre har kaldt denne for Chiles bedste Pinot Noir, og det vil jeg nok også kalde at tage munden for fuld. Farven er til den mørke side … for en Pinot Noir.

Duftmæssigt er det godt … den dejlige animalske duft, som kun Pinot Noir elskere for alvor er vilde med. Derudover en smule egeplanker, lidt jordbær … vent lige … skal lige ha’ lidt mere i glasset! Meget tæt i duften.

Smagen fin og cremet … det smager sgu godt. Skal man komme en smule malurt i bægeret … her glasset, så skulle det måske være, at den godt kan mangle en smule rygrad … lidt europæisk finesse, men en easy-going vin, som jeg gerne anbefaler.

Prisen i danske vinforretninger ligger omkring 120 kr. Jeg fik købt 12 stk. i Tyskland for omkring 800 kr., og det er et godt køb. Har også et par stykker tilbage endnu.

Nu må jeg senere se, om min Boeuf Bourguignon også tilgiver mig dette kontinentmæssige sidespring, men kan for pokker ikke nænne at hælde bourgogne i maden.

Vinanmeldelse 4/7 

Skriv et svar