Vi skal da smage lidt Rioja vine og alle fra Luis Cañas, der både laver vine under Bodegas Luis Cañas navnet og som Bodegas Amaren i Samaniego i Rioja … den første er denne 2021 Bodega Luis Cañas Crianza.
Cañas’ Crianz er lavet primært på 95% Tempranillo samt 5% Garnacha, Graciano, Viura og Malvasia, som kommer fra 30 år gamle vinstokke, er afstilket, knust og har gæret i ståltanke.
Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på 60% franske og 40% amerikanske 225-liters egetræsfade, der er anvendt 3 gange før og derefter er den blot tappet på flaske og lagret 12 måneder mere.
Allerede fra start fornemmer du træ … egefade, cedertræ og så denne dejlige mørke og letristede frugt med sorte kirsebær, solbær og brombær, noget røg, kaffebønner, grønne linser, blæk, chokolade og vanilje, hvorved den minder meget om tidligere årgange.
Det smager virkelig godt … frisk og mørk frugt, hvor der både er masser af frugt og en lille frugtsødme. Frugten er sorte kirsebær, solbær, tranebær og blommelikør, velsmagende og saftig. Der er igen ristede elementer, sødlige krydderier, sødbitre tanniner og man kan i eftersmagen fonemme både tørhed og sødme på én gang. 91 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.