I byen Castiglione Falletto – lidt sydvest for Alba by – finder vi kooperativet med navnet Cantina Terre del Barolo Cooperativa Tra Produttori, og de står bag denne Langhe Nebbiolo, som blev nydt på Jespers terrasse forleden. Og bevæbnet med et par smagsnoter, ja så hermed lidt om vinen og kooperativet.
Cantina Terre del Barolo Cooperativa Tra Produttori er grundlagt i 1958 af en tidligere folkeskolelærer fra Castiglione, nemlig Arnaldo Rivera. Han havde under krigen været medlem af modstandsbevægelsen omkring Torino, men levede nu som vinbonde. Han samlede nogle øvrige avlere og dannede kooperativet.
I starten var det alene 22 vinbønder, som deltog i kooperativet, men i dag er der 362 medlemmer og det dækker ikke mindre end 650 hektar vinmarker i Langa, Grinzane Cavour, Serralunga, Monforte d’Alba, Diano d’Alba, Barolo, Novello, La Morra, Verduno, Roddi og Castiglione Falletto.
Deres samlede årlige høst er på omkring 5.500 tons druer, som kooperativet knuser til ca. 38.000 hektoliter vin, primært Barolo, Nebbiolo d’Alba, Dolcetto d’Alba, Dolcetto di Diano d’Alba og Barbera d’Älba. Derudover laves der også lidt Verduno Pelaverga, Freisa, Grignolino, Favorita og Chardonnay.
Her har vi en klassisk Langhe Nebbiolo, som efter gæringen er modnet på stål og beton i flere måneder før den hurtigt flaskes, dvs. ganske normalt uden fadlagring.
Duftmæssigt er der lidt violer, grønne krydderbuske, kirsebær, ribs, fugtige papkasser, mens smagen er kirsebær, syre, krydderier … godt med tanniner og meget ren frugt. Måske en anelse skarp i eftersmagen … men fin lille Nebbiolo.
Forhandles hos Philipson Wine, hvor prisen er 129,95 kr. ved køb af 12 stk. En kasse med 12 stk. har tidligere været på bud til 709 kr., dvs. 59 kr. pr. flaske.