2022 Castello Banfi, Fontanelle Chardonnay, Toscana, Italien

2022 Castello Banfi, Fontanelle Chardonnay, Toscana, ItalienVi skulle smage mer’ vin fra Gert E’s besøg på det store Castello Banfi, for næste vin er deres 2022 Fontanelle Chardonnay … en vin jeg tidligere har smagt.

Banfi har lavet  Fontanelle Chardonnay siden 1982. Det er selvfølgelig 100% Chardonnay, der efter høst først er afstilket, hvorefter den fritløbende most har hvilet køligt i 48 timer inden temperaturstyret gæring ved 16 grader i franske barriques.

Efter endt fermentering  er vinen lagret 7 måneder sur lie på 350 liters barriques med løbende batonnage og roulage, hvorefter den er flasket og lagrer yderligere 8 måneder.

Uha … det dufter sindssygt godt … der er både stor fed fadpumpet vaniljeoverfrakke, men er samtidig også frisk, livlig og levende med lidt nødder, kridt, kalk og samtidig aromatisk. Frugten er let syrlig og har lidt grønne elementer, men ellers er der lakridskonfekt, vanilje og ristede noter, men faktisk meget mindre end i 2019’eren.

I munden er det også en livlig, levende og viril vin, der både er ren, rank og clean med fersken, pærer, kvæde og noget tropisk frugt. Den har lidt burgundiske karaktertræk, men samtidig er det også noget andet, for den har en fin bidsk syre, som kommer godt frem med yderligere tid i glasset. 93 point.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 20€ … svarende til 149 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7