I den vinøse kryds og tværs fra Weingut Rudi Rüttger fik jeg 3 på stribe med denne 2023 Spätburgunder vom Kalkboden fra nogle af Rudi kølige og kalkrige marker omkring Neuleiningen.
Vinen er fremstillet med gæring på ståltank ved 25-28 grader efter 7 dages udblødning og maceration. Efter endt gæring er 90% af vinen lagret i store betontanke, mens 10% lagrer på egetræsfade for ekstra smagsdybde og krydret kompleksitet.
Som med 2022’eren dufter det af klassisk tysk Spätburgunder med lidt sød og landlig stald, godt med mødding samt en frugt af kirsebær og jordbær, godt med våde fade, brunkul og tørv … sådan lidt dyb og mørk i stilen og slynger du glasset rigtigt meget, så kommer der også en jernagtig mineralitet.
Smagen er også let … klart lysere end duften, for her er der jordbær, søde kirsebær, hindbær og tranebær … umiddelbart også ret spinkel, lys og perifer. Syren virker ret blid, alt er fin, lyst og let … tanniner er der heller ikke mange af, men det er drikbart som bare fanden, lys, saftig, læskende og har en sødlig bitterhed fra sorte te-blade og kraftige tørrede rosenblade. 90 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.