Lad os lige nappe endnu en hvid burgundisk vin fra Prosper Maufoux aka negocianthuset Prosper Maufoux Maison des Grands Crus midt i Santenay og det er deres 2023 Bourgogne Chardonnay.
Chardonnay druerne til denne vin håndplukkes fra forskellige marker med sydburgundiske terroirs med ler- og kalksten i Côte Chalonnaise og Mâconnais, hvor man så lige efter høst presser de hele drueklaser nænsomt i en pneumatisk blærepresse, der frigør druemosten.
Straks efter køles saften ned til 12 grader for at bundfælde urenheder over de næste 24 timer. Nu omstikkes vinen til gæringen samt en efterfølgende lagring over 10 måneder på ståltankene.
Duftmæssigt er der helt sikkert en smule kalket mineralitet, mens frugten er lidt mere luftig og svævende med melon, pærer, kvæde og godt med æblejuice. Der kommer lidt syltede citroner, nødder samt en smule søde krydderier.
Smagen er ganske dejlig … ikke for syrlig, ikke for fed, men er faktisk tværtimod rank, slank uden mange fedtdepoter eller deller, næsten på vej til at være vandet, men har en frisk lyd og levende smag med melede æbler, moreller og citroner … 90 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.