2020 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Ardoise, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Ardoise, Mosel, TysklandPinot Noix Ardoise var den første vin, som jeg smagte fra Weingut Daniel Twardowski og den første vin, som han lavede. Jeg har således smagt vinen fra starten med både årgang 2016, 20172018, 2019 og nu 2020.

Daniel Twardowski har anvendt 50% hele klaser og alle druerne er fortsat fra Dhroner Hofberg og høstet med et ret beskedent udbytte på 20-25 hektoliter pr. hektar.

Vinen laves i pagt med naturen og gærer spontant i store, åbne egekar, mens vinen er lagret 16 måneder på barriques … både 20% nye og så tidligere lidt 8-9 år gamle barriques fra Armand Rousseau og Domaine de la Romanee Conti.

Selvom forskellen med Twardowskis basis Pinot Noix er blevet mindre, så har Ardoise mere dybde, er mere urtet og vild, for den har atter denne vilde flowerpoweragtig vildskab på flaske. Det er utrolig let, transparent, lys og teglfarvet vin med et svagt orange skær, mens duften er landlig, luftig og æterisk. Der er blomster, malerspand og acetone, gazebind med en lys, moden frugt af hindbær, jordbær, ribs tilsat lidt karamel, mentol og vanilje.

Smagsmæssigt er det som et lyst punch i maven.  Det er lyse bær med rabarber, ribs, granatæbler og citroner … saltet, mostet, let, lys, syrlig, præcis, dedikeret og afstemt. I munden er der sitrende energi og alt breder sig stramt og elegant. Det er mineralsk, stenet, saltet og så alligevel sart og syrligt … lykkevin med et vildt tvist. 97 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 795 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2020 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix, Mosel, Tyskland

 2020 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix, Mosel, TysklandPinot Noix er Weingut Daniel Twardowski entry-level vin, som han første gang lavede i årgang 2019 … men blev i denne årgang 2020 starten på en herlig eftermiddag hos Mr Ruby, der lavede en præsentation af netop  sit sortiment af netop tyske Spätburgunder og Chardonnay vine. Og hvorfor ikke starte hos Twardowski, som jeg bare er totalt rundtosset med.

Pinot Noix er Twardowskis 3. Vin og er lavet fra de yngste stokke på Dhroner Hofberg marken. Den er lavet som Ardoise samt Hofberg Réserve med anvendelse af 30% hele klaser, total spontangæring efterfulgt af nænsom presning og lagring 18 måneder på en kombi af gamle og nye træfade – mest brugte barriques – og så tappet på flaske uden filtrering og brug af minimal svovl.

Her er det i en pre-release udgave uden etiket.

Duftmæssigt er det fortsat den vilde hippiepige uden hæmninger, men nu har hun vilde hunde og ulve med, for der er vildskab, garvet læder, kærnemælk, en malerspand, meget stor landlighed og kæmpe lys frugtrigdom med nypressede hindbær, grønne jordbær, ribs og en luftig, æterisk og flygtig lethed med et svagt touch af vanilje.

Smagen er faktisk et notch bedre end 2019’eren, så med denne entry-level vin fra Twardowski smager du virkelig, hvad der gør ham helt specielt. Det er rent, strengt og lyst … meget mostet med grønne jordbær, hindbær, lyse kirsebær og rabarber … let, syrlig, ubekymret og helt imponerende. Wauw og 94 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor den vil koste 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

Mr Ruby Spätburgunder Jahrgangspräsentation 2020 … atter sindsygt højt niveau

Jeres altid flittige og trofaste Spätburgunder elskende vinskribent har igen – for 3. år i streg – været til en større Spätburgunder (og Chardonnay) årgangspræsentation hos Mr Ruby. Som sidst var det en lille og intim vinsmagning med flasker fra nogle af de fabelagtige, tyske vinproducenter, som Ruby selv importerer.

Denne gang var det med årgang 2020 i fokus og det skete for en lille og eksklusiv kreds bestående af Ruby himself,  Houlberg og så andre branchefolk. Det var bl.a. en flok gode mennesker fra Hotel Skjern, Restaurant Hærværk m.fl., men også altid rare Jesper Stig Mølbæk Christensen som et godt gensyn.

Årgang 2020 i Tyskland

2020-årgangen i Tyskland udmærker sig ved en meget høj kvalitet og er med cirka 8,6 millioner hektoliter kun en smule under det gennemsnitlige høstudbytte set over en 10-årig periode.

Høstudbyttet blev 3% højere end i 2019, men der er store udsving mellem de enkelte vinregioner. Tallene spænder således fra et fald på 38% i Franken sammenlignet med det gennemsnitlige udbytte over 10 år til en stigning på 31% i Hessische Bergstrasse.

I de to største vinregioner, Rheinhessen og Pfalz, var der en høstmængde, som ligger tæt på gennemsnittet med henholdsvis 1% nedgang i Rheinhessen og en stigning på 6% i Pfalz. Sydlige regioner som Baden og Württemberg fik begge et fald i høstudbyttet på omkring 10%.

Høstudbyttet i de 13 tyske vinregioner blev dermed lige så varierende som de vejrforhold, vinområderne oplevede i 2020. Det varme september vejr medførte en relativ stærk fordampning i druerne, som i visse tilfælde affødte et væsentligt tab i volumen.

I nogle regioner blev dette forværret af en vedvarende tørke, idet den nedbør, der faldt i vinregionerne, var ekstremt varieret hen over året. Dertil medførte en sen frost i de østligbeliggende vinområder Franken, Saale-Unstrut og Sachsen medført yderligere nedgang i afgrøderne.

Takket være den solrige og tørre sensommer har de fleste tyske vinproducenter høstet velmodnede og sunde druer. De røde sorter opnåede en perfekt farve og viser et stort potentiale, mens de hvide vine er tilsvarende aromatiske og ekstremt frugtagtige.

Sensommeren i september med masser af strålende solskin og temperaturer langt over 25 grader gjorde, at sukkerindholdet i druerne steg hurtigt, og derved blev høsten fremskyndet. Dertil betød vejret, at diverse sorter var klar til høst på samme tid.

Hos mange vingårde blev årets høst afsluttet på blot tre til fire uger, og det var en høst for de morgenduelige. Vinbønderne høstede i de tidlige morgentimer eller om natten for at få druerne ind i kælderen ved de køligst mulige temperaturer.

Vinene

Mr Ruby havde atter stillet alle vinene op i en gennemtænkt rækkefølge og vi startede lige på og hårdt med Weingut Daniel Twardowski, som er en af min absolutte favoritter, men også helt passende at starte med, da vi bestemt er ovre i den lyse og syrlige boldgade.

Samlet så feltet sådan her ud:

Jeg har som vanligt selvfølgelig linket til mine anmeldelser af alle vinene, men 3 af vinene havde jeg dog smagt før, så der har jeg bare linket til mine tidligere anmeldelser.

Da jeg har skrevet om alle vinhusene tidligere, så får I alene beskrivelser af vinene, men selvfølgelig også mine smagsnoter og vurderinger … altså lige undtagen Gebrüder Mathis, som jeg aldrig tidligere har smagt og skrevet om … der får I hele dynen.

Det var som sidste år nærmest toplækre Spätburgunder vine fra de øverste hylder, men igen imponerede vinene fra Twardowski og var i sin helt egen klasse.

Tak til Mr Ruby … altid en fornøjelse af besøge dig.