2020 Weingut Wöhrle, Spätburgunder, Baden, Tyskland

2020 Weingut Wöhrle, Spätburgunder, Baden, TysklandNæste vin i rækken hos Mr Ruby var Weingut Wöhrles lille basis Spätburgunder, som jeg har smagt tidligere i årgang 20162017, 2018 og 2019 … men nu var det altså 2020.

Markus Wöhrle har lavet denne basis Spätburgunder med druer fra nogle af husets egne marker … på tyske kloner af Pinot Noir, primært Freiburger, høstet fra markerne omkring byen Lahr.

Vinen har først fået 10 dages pre-maceration inden gæring og efter endt gæring har den lagret 10 måneder på store gamle træfade.

WAUW for en fin næse … let, sødlig krydret og meget saftig. Den er landlig, animalsk med stald, sød mødding og god dybde. Der er godt med frugt af kirsebær, hindbær, granatæbler og sødme. Der kommer også lidt fad med ristede noter, let vanilje og mælkechokolade og så disse grønne noter.

I munden er vinen let og meget venlig … lidt hverdags ovenpå Twardowski, men det er der jo ikke noget at sige til. Det er syrlige kirsebær, tranebær, lidt tørhed, grønne elementer, peber, jern, jod samt nogle mineraler. 91 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Brut, Mosel, Tyskland

N.V. Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Brut, Mosel, TysklandDenne mousserende, årgangsløse Pinot Noix Brut fra Weingut Daniel Twardowski er egentlig lidt af et eksperiment og lavet på Pinot Noir fra både årgang 2015 og 2016.

I 2015 fik Twardowski et ganske enormt høstudbytte og endda også noget højere end ønsket, så derfor høstede han første gang i august.

Pinot Noir druerne havde på dette tidspunkt et højt syre-niveau, som er ønsket ved produktion af mousserende vin. Historien gentog sig i 2016 … men siden har han kun høstet druer til mousserende vin i 2021.

Druerne er fra parceller på Dhroner Hofberg og med brug af 30% hele klaser i gæringskarret. Efter endt fermentering, en lagring på brugte barriques, så er vinen så lagret med andengæring på flaske og efter 5 år sur lie i kælderen, så er vinen degorgeret uden brug af den mindste dosage.

Sjovt nok har duften samme vildskab som de øvrige Twardowski vine, en mælket vildskab, men om muligt endnu mere landlig samt svedig med den helt fine og karakteristiske lethed, røde bær, ribs og citroner, nødder, stearinlys, gær, voks samt let vanilje.

Smagsmæssigt har vinen så små salte og kraftige bobler … har godt bid og god syre, lemon, grape … meget smagfuld, hvor man virkelig så klart fornemmer, at vinen er lavet på Pinot Noir. 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 399 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Dhroner Hofberg Réserve, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Daniel Twardowski, Pinot Noix Dhroner Hofberg Réserve, Mosel, TysklandPinot Noix Dhroner Hofberg Réserve er Daniel Twardowskis spitzenklassewein fra øverste Moselhylde. Sidste år synes jeg faktisk, at den billigere Ardoise var bedre … men det synes jeg ikke med årgang 2020 … her sidder Hofberg Réserve lige midt i det tyske schrank.

Druerne kommer som med de andre Pinot Noix vine fra selve Dhroner Hofberg marken, men her fra de bedste af parcellerne på den ellers i alt 50-60 hektar store mark. Druerne er ikke fra de øverste parceller, men fra omkring 5 parceller midt på marken … samlet vel omkring 700 kvadratmeter og fra 8-9 forskellige Pinot Noir kloner på 70 år gamle Riesling-rødder.

Vinen er egentlig lavet som den almindelige … og formentlig som med Pinot Noix Ardoise med anvendelse af 50% hele klaser, en vild spontangæring i åbne gæringskar efterfulgt af nænsom presning og lagring 18 måneder på en kombi af gamle og nye træfade, hvorefter vinen så er tappet på flaske uden filtrering og med minimal svovl.

Det er duftmæssigt en hippie android Bowie i sine unge år … man ved omgående, at dette er enestående og med tiden bare vil blive en alltime klassiker. Her er der endnu mere frugt end hos Ardoise, mere malerspand, acetone, gazebind, frisk, stram lys frugt, ribs, rabarber … lige en tak mørkere og dybere end Ardoise. Der er lakridskonfekt og vanilje, lidt fond og generelt er guitarforstærkeren er nu skruet op med endnu flere urter og volumen gør dig måske en smule døv … men meget lykkelig.

I munden er det rungende, klingende og larmende … et vildt syretrip med en mere fortættet krop og større bundtræk, men vi er fortsat i den lyse afdeling med woofer og tweeter på scenemonitorerne helt oppe på max … er så vild og fandenivoldsk med ribs, hindbær og lyse, saftige kirsebær samt granatæbler med en mostet og præcis kant … feminint, æterisk og luftbåren … vandvittigt godt … 99 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor prisen ender på 1.195 kr.

Vinanmeldelse 7/7