2020 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KT Spätburgunder GG, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KT Spätburgunder GG, Pfalz, TysklandMin absolut favoritvin fra Weingut Jülg er helt klart hans Schweigener Sonnenberg KT Spätburgunder GG. Det var den sidste år i første årgang 2019 og det er den igen i denne årgang 2020.

Det er således en ny vin hos Jülg og druerne kommer fra en lille bitte parcel på Schweigener Sonnenberg kaldet Kostert. Der står KT på vinen – som også WB og KB på de forrige – hvilket skyldes, at Jülg ikke må bruge de franske marknavne på vine fra Pfalz.

Kostert ligger altså på den franske side, ja faktisk ligger den side om side med Kammerberg … har endda samme hældning og orientering, samme mergel undergrund og er udelukkende plantet til med franske Pinot Noir Dijon kloner.

Vinen er lavet fuldstændig som WB og KB … altså først med kølig pre-maceration i 14 dage  inden den spontane gæring er startet. Alle druer er afstilket, da Johannes altid gærer uden stilke. Efter gæring har vinen lagret 18 måneder på dels på 1. og 2. års barriques, dels på store gamle træfade og tappet ufiltreret.

WAUW … så fandt man da lige et ekstra gear frem. Vi er nu i bjerggearet og forcerer de vildeste stigninger, for Kostert virker både vildere, mere æterisk, luftigere, grønnere, tættere og lysere. Selv fadpræget virker mere sofistikeret med et snas lakridskonfekt og vanilje, mens frugten er jordbær, blommer, kirsebær og hindbær. Hvor er der lokkende, lækker, lummert og ligefrem.

Fuck det smager godt – pardon my french – men det er vildt godt, nærmest tæt på perfektion. Som med 2019’eren er det bittert og sødt i ying-yang sammenflettet balance, let, luftigt og overjordisk. Man får denne kombination af knastørre tanniner, en præcis syre, sten, salte mineraler og voldsom lang eftersmag. Det er nærmest kirurgisk præcisionsarbejde. 98 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 599 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2020 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KB Spätburgunder GG, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg KB Spätburgunder GG, Pfalz, TysklandDerefter gik vi – som sidst hos Mr Ruby – til Jülgs 2020 Schweigener Sonnenberg KB Spätburgunder, der er lavet med druer fra den lille Kammerberg parcel, der – som forrige – også ligger på den franske side af grænsen.

Kammerberg parcellen ligger faktisk direkte ovenfor marken Wissembourg og har siden 1974 officiel været del af Sonnenberg og har en undergrund med gul kalksten samt en høj andel af ler, som er med til at holde på vandet.

Kammerberg parcellen ligger med direkte sydlig orientering og Johannes Jülg har egentlig aldrig været i tvivl om, at hans bedste Spätburgunder kommer derfra. Dyb mørk, tanninrig. Den har altid været rygraden i hans Sonnenberg vin.

Schweigener Sonnenberg Kammerberg Spätburgunder GG er produceret af forskellige Dijon kloner, som efter høst har ligget i kølig maceration i 14 dage  inden den spontane gæring er startet. Alle druer er afstilket, da Johannes altid gærer uden stilke. Vinen har lagret dels på 1. og 2. års barriques, dels på store gamle træfade og tappet ufiltreret.

Allerede fra starten fornemmer man virkelig åget på skuldrene af Johannes, men ihhh hvor han lever op til det. Igen er Kammerberg et skridt op i forhold til Wormberg, selvom den selvfølgelig på mange områder minder om den. Kammerberg er bare mere intens, kraftig, rund, urtet og blæk’et. Den er også igen lidt sødere med den herlige animalske hestestald, nelliker, gran, peber, røg, tør engelsk lakrids … men alligevel noget let og æterisk.

Hvor smager den bare godt … igen. Det er bare så blødt og lækkert, så man omgående smiler dumt og lyksaligt. Selvom mange af duftene går igen i smagen, så er vinen alligevel utrolig intens og samtidig frisk med en smuk, fin og elegant doseret syre … fin, præcis, vedholdende og … dynamisk i mangel af bedre ord. Frugten er så sorte kirsebær, blommer og brombær,  men virker på ingen måder tung … snarere tværtimod. Lækkerier og 96 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 699 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Jülg, Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder, Pfalz, TysklandDenne Weingut Jülg 2020 Schweigener Sonnenberg WB Spätburgunder, hvor WB jo står for marken Wormberg, er en af Jülgs 3 topvine og var næste vin i glasset.

Wormberg parcellen ligger udelukkende på den franske side og navnet er dialekt for  varmt bjerg. Parcellen har en lidt sydvestlig orientering og ligger som et amfiteater for enden af en dal, hvor der bliver rigtig varmt og med undergrund præget af kalksten.

Vinen er lavet udelukkende på Dijon kloner med spontangæring alene på druernes naturlig gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på brugte barriques  …. brugt 1-3 gange tidligere og er efterfølgende aftappet ufiltreret på flaske.

Det dufter vildt godt … masser af lækkerier med animalsk, småsød hestestald, frugt med mere kompleksitet, tyngde, kirsebær, blommer og jordbær, røgede noter, kraftigere end de foregående og samtidig mere krydret, bl.a. med nelliker, men har også et meget tydeligt fadpræg med lidt lakridskonfekt, vanilje og mørk chokolade.

I forhold til de to foregående fra Jülg, så kommer frugten her langt mere frem i smagsbilledet, mere intens, lys og syrlig. Det er således en frisk frugt med en lille syrlig kant, kirsebær, brombær, ribs og lidt et mineralsk islæt. Alt er blødt, afstemt og smagen breder sig bare i munden med fin cremethed, mens tanninerne er blide, fine og doseret helt perfekt. 94 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7