2014 Château la Couspaude, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2014 Château la Couspaude, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigDen sidste Château la Couspaude Saint-Émilion Grand Cru Classé blev også den ældste af de 3 årgange, for den var fra årgang 2014.

Det er en årgang, som i Saint-Émilion er ratet lidt lavere end de to foregående … nemlig med 92 point, men gode vinhuse kan jo lave god vin i alle årgange. Og her har Michael Rolland også rådgivet vinslottet.

Ellers er vinen lavet som de foregående, altså på et mix af 75% Merlot, 20% Cabernet Franc samt 5% Cabernet Sauvignon, der først er sorteret, hvorefter gæring er sket i mindre kar af rustfrit stål og efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på nye 225 liter barriques.

I glasset er vinen bare lidt mere brunlig end de foregående, men minder ellers mest om 2016’eren. Men den har faktisk også en mere grøn og frisk side … klart mere rank i næsen, men har også denne lidt ædle, dekadente og aristokratiske elegance. Det er fortsat solbær og brombær, men også blommer og hindbær samt noget fad, der ikke er helt så dominerende som i de nyere årgange. Der er blæk, cedertræ, cigaræsker, skovbund, mynte,

2014’erens styrke ligger måske mere i smagen … modenheden har slået mere  igennem, hvorved smagen næsten er mundsmeltende med stor blødhed og runde hjørner … og den har faktisk hjørner af frisk, rank, lys og frugt, der endda har en smule bitterhed, tørhed og så de vildeste tanniner, der fortsat bider, som om de var helt unge teens. Der er hindbær, tranebær og måske endda lidt umodne blommer samt bolsjer, fennikel …utæmmet og flot. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 599,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Château la Couspaude, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2016 Château la Couspaude, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigJeg smagte dernæst endnu en årgang af den fine Saint-Émilion Grand Cru Classé fra Château la Couspaude og nu var det altså 2016’eren.

I Saint-Émilion er det en årgang, som fx Parker har ratet 95 point mod 94 for 2018’eren.

Vinen er selvfølgelig lavet på samme måde som 2018’eren og det er på et mix af 75% Merlot, 20% Cabernet Franc samt 5% Cabernet Sauvignon, der først er sorteret, hvorefter gæring er sket i mindre kar af rustfrit stål. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på nye 225 liter barriques … og atter har Michel Rolland drysset lidt stjernestøv henover vinen.

I næsen kommer omgående lidt af de samme noter som med 2018’eren … bare mere modent og atter med denne nærmeste lidt dekadente aristokratiske elegance af gammelt ædeltræ, varm samt comfortagtig og fadpræget rund. Der er søde og sorte kirsebær, der er solbær og modne blommer, muldjord, våd fad, søde lakridspiber, chokolade, kardemomme og vanilje. Det virker ultra blødt og så venligt.

Smagsmæssigt kan årgangen og de to ekstra år smages, for nu er frugten slet ikke så frisk, men mere rund, poleret, afgratet, modent og glatslebet. Men tag ikke fejl, der er fortsat masser af liv med både brombær, kirsebær og hindbær, mens tanninerne mindst er lige så markant, tørre og spændstige som i 2018’eren. Det giver virkelig vinen spark, kant og god frugtintensitet. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 599,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Château la Couspaude, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2018 Château la Couspaude, Saint-Émilion Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigNu står den på fin Saint-Émilion Grand Cru Classé fra Château la Couspaude og endda i 3 årgange og jeg starter med at smage den i årgang 2018.

Vinslottet Château la Couspaude er ejet af Aubert familien via deres firma, der så hedder Vignobles Aubert.

De ejer ikke mindre end 8 Bordeaux slotte; Château Saint Antoine, Fleur Saint Antoine, Château Labesse, Château Lagrave-Aubert, Château Jean de Gué, Château Messile-Aubert, Château Saint Hubert … ja og naturligvis også Château La Couspaude, som familien har ejet i over 100 år.

Herudover ejer Alain Aubert også personligt 4 vinslotte og det er nemlig Château de Macard, Château Hyot, Château Haut-Gravet og Château de Ribebon.

Sammenlagt er der tale om en stor vinfamilie … og et kæmpestort foretagende. Og familien har da også lavet vin i Bordeaux i over 250 år, og det startede oprindeligt med Château Labesse, som er det historiske hjemsted for familien. Det blev sammen med Château Lagrave-Aubert opkøbt af oldefaderen Joseph Aubert før den franske revolution.

I dag er det brødrene Alain, Daniel og Jean-Claude Aubert, som står for Vignobles Aubert, bl.a. sammen med børnene Héloïse, Vanessa og Yohan Aubert.

Château la Couspaude ligger midt i hjertet af Saint-Émilion og har historiske rødder helt tilbage til middelalderen. Slottet har tidligere været ejet af både den engelske og franske kongefamilie og selve slotsbygningen er opført i 1700-tallet.

Vinslottet har samlet 7 hektar vinmarker omkranset af en unik, muromkranset Clos enkeltmark med 50 år gamle vinstokke med rødderne dybt begravet i Saint-Émilions kalkstensplateau. Alle markerne drives HVE3 bæredygtig og derudover benytter man sig af hestepløjning samt grøn høst, som medvirker til at holde jorden sund, udbyttet lavt og frugtkvaliteten helt i top.

Denne vin er lavet på 75% Merlot, 20% Cabernet Franc og 5% Cabernet Sauvignon, der først er sorteret, hvorefter gæringen er sket i mindre kar af rustfrit stål. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på nye 225 liter barriques.

Château la Couspaude er ét af de vinslotte, der benytter sig af Michel Rollands ekspertise i produktionen af vinene og det kan sgu næsten duftes, for vin er allerede i næsen ultra blød med et stort og rart fadpræg. Der er ingen tvivl om, at vi her har fat i stor Bordeaux, hvor der er solbær, brombær, hindbær, cedertræ, muldjord, violer, røg, vanilje, kardemomme og chokolade. Vinen har samtidig en nærmest tørsødlig og dragende, dekadent elegance.

I munden har vinen masser af frugt … lysere og mere frisk end den egentlig indikerede duftmæssigt, men man også hurtigt mærker de friske og unge tanniner, der er levende, har liv og spark med kraft og spændstighed, men er godt integrerede. Der er brombær, kirsebær, hindbær, noget mineralsk og alligevel er alt leveret blødt, cremet med en nærmest præcis og delikat overlegenhed. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 599,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7