Jeg smagte dernæst endnu en årgang af den fine Saint-Émilion Grand Cru Classé fra Château la Couspaude og nu var det altså 2016’eren.
I Saint-Émilion er det en årgang, som fx Parker har ratet 95 point mod 94 for 2018’eren.
Vinen er selvfølgelig lavet på samme måde som 2018’eren og det er på et mix af 75% Merlot, 20% Cabernet Franc samt 5% Cabernet Sauvignon, der først er sorteret, hvorefter gæring er sket i mindre kar af rustfrit stål. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på nye 225 liter barriques … og atter har Michel Rolland drysset lidt stjernestøv henover vinen.
I næsen kommer omgående lidt af de samme noter som med 2018’eren … bare mere modent og atter med denne nærmeste lidt dekadente aristokratiske elegance af gammelt ædeltræ, varm samt comfortagtig og fadpræget rund. Der er søde og sorte kirsebær, der er solbær og modne blommer, muldjord, våd fad, søde lakridspiber, chokolade, kardemomme og vanilje. Det virker ultra blødt og så venligt.
Smagsmæssigt kan årgangen og de to ekstra år smages, for nu er frugten slet ikke så frisk, men mere rund, poleret, afgratet, modent og glatslebet. Men tag ikke fejl, der er fortsat masser af liv med både brombær, kirsebær og hindbær, mens tanninerne mindst er lige så markant, tørre og spændstige som i 2018’eren. Det giver virkelig vinen spark, kant og god frugtintensitet. 95 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 599,95 kr.