2016 Rodríguez Sanzo, Lacrimus Reserva, Rioja, Spanien

2016 Rodríguez Sanzo, Lacrimus Reserva, Rioja, SpanienJeg har før smagt en Lacrimus Crianza fra vinhuset Rodríguez Sanzo, der drives af vinmageren Javier Rodríguez. Nu er der igen Lacrimus vin i glasset, men nu er det en 2016 Reserva.

Rodríguez Sanzo ligger i udkanten af byen Valladolid 150 kilometer nordvest for Madrid i vinområdet Castilla y León.

Huset har selv lidt vinmarker, men laver primært vin fra andre vinområder i Spanien med opkøbte druer, bl.a. i nogle af de vigtigste spanske DO distrikter som Rueda, Rioja, Toro, Jumila, Rias Baixas, Navarra, Ribera del Duero, Priorat, Bierzo, Vinos de la Tierra de Castilla y León og faktisk også Douro i Portugal.

Det er et stort projekt, hvor Javier har indgået aftaler med en lang række  vinavlere i det meste af Spanien, hvor han køber druer til en masse forskellige vine. Jeg har bl.a. tidligere smagt 2016 La Senoba, en 2019 Orange Wine Albillo, en 2016 Vallsanzo Reserva, Lacrimus Crianza 2018 og tidligere også en lang række vine.

Lacrimus Reserva 2016 er lavet på 85% Tempranillo, 12% Graciano og 3% Garnacha, der håndplukkes fra mere end 40 år gamle stokke i 600 meters højde.

Vinen er lavet med en kølig pre-maceration ved 10 grade i 6-8 dage inden spontangæring på egefade med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 21 måneder på franske barriques efterfulgt af hele 18 måneder på flaske inden frigivelse.

Slam … fed, mørk, ekspressiv og udtryksfuld næse, hvor der omgående dukker masser af lakrids – både sød finsk og tør engelsk – op suppleret med solbær, solbærlikør, blåbær, herre lædersaddel, røg, sandeltræ, mørkristede kaffebønner, mørk chokolade, mynte, estragon, en del søde krydderier, sorte oliven og beef jerky.

I munden er frugten lige så mørk og ekspressiv som duften … sådan mest solbær, blåbær og søde, saftige mørke kirsebær, der nærmest er sådan lige mellem marmelade, likør og kandiseret, for de giver en mørk kraft med tyngde, brede skuldre samt masser af smag. Der er sgu power i vinen, der sparker mørkt og tungt … en lille bitterhed fra chokolade med højt kakao indhold finder man også sammen med en okay frisk syre og noget røg. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Sélection Laurence Féraud, Gigondas, Rhône, Frankrig

2017 Sélection Laurence Féraud, Gigondas, Rhône, FrankrigVi bliver med næste vin i Frankrig, da vinen er en 2017 Gigondas, der kommer fra den dygtige Laurence Féraud, der er ejer af det totalt legendariske Châteauneuf-du-Pape vinslot Domaine du Pégau.

Hendes store ekspertise og stærke netværk af kontakter i hele det sydlige Rhône har givet givet hende adgang til at købe druer af høj kvalitet, som hun laver under sit eget negociant brand Sélection Laurence Féraud og jeg har også tidligere smagt flere vin derfra.

Jeg har bl.a. smagt denne Gigondas, men blot i årgang 2016 og dengang fortalte jeg også en del om vinhuset. Det gør jeg ikke nu, men kigger i stedet nærmere på vinen lavet på 80% Grenache, 15% Syrah og 5% Mourvedre, der høstes fra Gigondas-terroirs med et mix af kalkholdigt ler og forvitrede sten.

Vinen gærer og macererer 30 dage på rusfrie ståltanke med frugtbevarende temperaturstyring og modner i hele 3 år på en kombination af ståltank, store brugte fade og små barriques.

Hvor er det her bare vellavet … smager sgu forrygende godt. Der er duftmæssigt Gigondas til den lysere og lettere side, hvilket allerede kan ses i glasset. I forhold til 2016’eren er vinen mere komplet, mere rund og så vildt flot balanceret. Frugten er fortsat jordbær, brombær og lyse kirsebær med en elegant og fin modenhed, mens det landlige er mere dæmpet. Til gengæld er der både violer, knuste rosenblade og læder som en Barolo, men også smørristede svampe, mineraler samt sten og så fine og delikate fadnoter, som slet ikke dominerer, men blot giver lidt vanilje og mælkechokolade

I munden er det nærmest som en burgundisk Rhône, for vinen har både den lette, sarte, fine side med lys frugt, men også en klar Rhône karakter med peber og krydderier, saftig lys frugt hindbær, jordbær, tranebær, jern, mineraler og sten. Der kommer også lidt bitterhed og tørre, men blide tanniner. Det er ultrablødt, cremet og rundt med en luftig, ren og spinkel smag, der bare er så balanceret … Gigondas magi til en vild god pris. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 349,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 139,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Château Surain, News Drinker Merlot, Bordeaux, Frankrig

2021 Château Surain, News Drinker Merlot, Bordeaux, FrankrigVi skifter lige spor … for næste vin i glasset er en mere moderne Bordeaux, som kommer fra vinslottet Château Surain og det er en 2021 News Drinker Merlot.

Det lille vinslot eller vingård er grundlagt tilbage i 1920 af Roger Surain, som selv var født i Saint-Gervais og havde en stor lidenskab for vin og kærlighed til det lokale terroir. Han startede med alene 1 hektar vinmark, men i dag på 12 hektar.

Vingården ligger på højre bred, men ikke i en af de store appellationer, men i et område, hvor der primært laves almindelig Bordeaux og Bordeaux Supérieur vine.

Det er i dag Adrien Surain, som driver vingården som 4. generation. Han havde egentlig selv en karriere som som IT projektleder og var bosat i Hong-Kong, mens hans onkel samtidig i Frankrig kæmpede med økonomien på familiens vingård.

På Château Surain var forretningen baseret på at sælge druer og bulkvine til lokale négociants, men i 2013 var økonomien på gården så trængt, så Adriens onkel var klar til at sælge. Men i kraft af sit IT-job i Hong-Kong, så kunne Adrien investere i familievirksomheden med nyt udstyr, større ståltanke og udvidede faciliteter, således familien allerede i 2015 kunne lave de første vine i eget navn.

I 2017 flyttede Adrien selv tilbage til Bordeaux, hvor han nu satser sine sparepenge på Château Surain og arbejder på fuld tid i både de 12 hektar vinmarker og vinkælderen. Han driver vingården med hjælp fra sin onkel og bror med respekt for natur og miljø, og der bruges ikke pesticider i marken. Derudover skeles der til den biodynamiske drift, da høstdagene afhænder fuldstændig af månekalenderen.

Hans ambition er meget enkel, nemlig at fremstille ukomplicerede, frugtdrevne vine, som skiller sig markant ud og vil appellere til et yngre publikum, der ikke har råd at betale prisen på en normal Bordeaux vin fra de traditionelle Cru Classé-slotte.

Og vinene adskiller fra Château Surain adskiller sig i den grad fra normalen i det ellers konservative Bordeaux. Adrien anvender sjove navne som Popcorn, Mademoiselle Voila og News Drinker, bruger moderne etiketter og – helligbrøde – endda bourgogneflasker forseglet med voks på toppen.

Han siger selv, at da han startede med at lave vin, så hørte han hele tiden, at Bordeaux vine var forældede, for tekniske, arrogante og på ingen måder sexede, så det besluttede han sig for … og hans vine skal være både sjove og sexede.

Og på én eller anden måde er det også befriende at se en anderledes vinkel på Bordeaux vine. Der findes i hvert fald mange små Bordeaux producenter, som har det svært i skyggen af de klassificerede Cru Classé-slotte. De får typisk dårlige priser for deres vin … men hos Château Surain har de i hvert fald valgt en meget anderledes markedsføringsstrategi, hvor de skiller sig ud.

Château Surain laver samlet 40.000 flasker årligt, fordelt på de nævnte pt. 5 forskellige vine … alle meget prisvenlige vine, der viser, at der også kan findes value-for-money vine i et område som Bordeaux.

News Drinker Merlot er lavet på ren Merlot fra 30 år gamle stokke på familiens marker ved Saint-Gervais mellem Cotes de Bourg og Fronsac. Det er totalt økologisk, men ikke certificeret og druerne er høstet på en frugtdag i total harmoni med månens cyklus. Efter gæring er vinen lagret på ståltanke. Vinen er  flasket uden sulfitter og der er samtidig kun laver beskedne 2.000 flasker af vinen.

Den naturlige tilgang til produktionen af denne vin kan nærmest duftes fra første fløjt. Duften er landlig, animalsk, bondsk, gæret og har en syrlig og flæsket aroma med en smule biokant. Der er solbær, blommer, hindbær, mynte, våde vaskeklude, spidskommen, en pikant syre, tør engelsk lakrids eller lakridsrod … og så helt klart røgede noter som fra et lejrbål.

I munden smager vinen langt mere ren, frisk og lysere, end jeg lige havde forventet. Der er tranebær, hindbær og lyse kirsebær og det er med en tør, frisk, krydret, spændstig og ungdommelig syre, som lige bider fra sig sammen med tørre og bitre tanniner. Der er noget grape og Campari bitterhed og minder ikke om typisk Bordeaux, men er alligevel spændende. 89 point..

Forhandles af Supervin, hvor denne 2021 endnu ikke er prissat, mens 2020’eren koster 169,95 kr,, men prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7