Tag-arkiv: riesling

Riesling er en tysk, hvid og lys druesort, der – i mine øjne – er druernes dronning. Det er én af verdens fineste druesorter, som står bag nogle af de bedste hvidvine, som nogensinde er produceret.

Riesling findes i dag over hele verdenen, men har sin højborg omkring de to tyske floder Mosel og Rhinen … og specielt i Mosel og Rheingau på de stejle skiferskråninger laves nogle af de allerbedste vine på Riesling … sprøde, forfriskende vine med udtalt syre.

Derudover er Riesling også hoveddruen i Alsace og spiller i det hele taget hovedrollen mange steder. Det er en alsidig druesort og én af de få, der giver fremragende resultater både som tør og sød vin.

Riesling er og den hvidvinsdrue, der bedst egner sig til lagring. Der er eksempler på over 100 år gamle vine på Riesling, som stadig kunne drikkes og tilmed var en nydelse. Riesling får ofte – specielt med lidt alder – den herligste duft af petroleum, hvilket nogle vinhuse foragter og andre forsøger at forstærke.

2016 Stéphane Wantz, Riesling Grand Cru Zotzenberg, Alsace, Frankrig

2016 Stephane Wantz, Riesling Grand Cru Zotzenberg, Alsace, FrankrigDen første Alsace Riesling i glasset af de 25 ventede vine var denne Riesling Grand Cru Zotzenberg fra Domaine Stéphane Wantz, der ligger i Mittelbergheim.

Vinhuset er grundlagt tilbage i det 16. århundrede af Jörg Wantz, som kom fra Østrig, men slog sig ned i Mittelbergheim som vinbonde. Og der har familien så lavet vin gennem flere århundrede og mange generationer. Siden 2003 har det været Stéphane Wantz, som har drevet det gamle familieforetagende.

Han overtog driften efter sin far Alfred Wantz og huset har dog også de seneste mange år heddet Domaine Alfred Wantz, da det var ham, som egentlig i 1950’erne startede med at flaske og sælge vinene under familiens navn.

Men nu er det den unge Stéphane, der laver vinene fra familiens omkring 11 hektar vinmarker, der ligger ved Mittelbergheim med marken Grand Cru  Zotzenberg  som deres lille juvel og bedste vinmark.

Og denne vin er netop fra den mark … Riesling Grand Cru Zotzenberg, hvor druerne er høstet med et udbytte på 48 hektoliter pr. hektar. Druerne presses derefter og spontangærer i enten rustfrie ståltanke eller store egefade med en gæring der mindst varer et par uger. Vinen lagrer derefter sur lie i 6 måneder.

Næsen byder på grønne æbler, luftig, tør  og let med en smule petroleum, estragon … måske lidt indelukket og støvet med en svag brise af lidt havvand. blomster og lidt citrus.

I munden har vinen en god allround syre, masser af citroner, pænt stærk i syren, meget udtryksfuld og har en virkelig lang eftersmag, hvilket sammenlagt gør dette en god Alsace Riesling.

Forhandles af CK Vente Tout, hvor en flaske koster 100 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

Houlberg kårer bedste Alsace Riesling … sammen med en lille jury

Der er 24 timer i døgnet, 24 låger i en julekalender … men denne lørdag eftermiddag var der 25 flasker Alsace Riesling på bordet i det houlbergske hjem ved en stor blindsmagning, hvor en jury – et panel vinnørder – skulle kåre den bedste flaske Alsace Riesling. Der skulle ha’ været 24 flasker, men der havde sneget sig en ekstra med.

Min lille smagning kom i halen af en større smagning – Best Riesling Alsace – arrangeret af brancheorganisationen CIVA aka Conseil Interprofessionnel des Vins d’Alsace sammen med Sopexa.

Smagningen var lavet for at sætte fokus på Alsace Riesling … øge kendskab til kvaliteten og kompleksiteten i Riesling d’Alsace vinene. I smagningen havde både importører og producenter bakket op med samlet 108 vine i alle appellationer som AOC Alsace, AOC Alsace Grand Cru samt kommunevine og vine med Lieu-dit betegnelsen … men altså uden de mest berømte og dyreste vinhuse.

Ved den store smagning udvalgte man fra et samlet stort og imponerende felt med 108 Alsace Riesling vine de 30 bedste fordelt i 3 prisklasser med vine op til 100 kr., vine til 100-200 kr. og vine til over 200 kr. flasken.

Og det var altså nogle af disse 30 vine, som nu var havnet hos på bordet hos den flittige vinblogger, da Houlberg desværre ikke kunne deltage i arrangementet i hovedstaden … men kan Muhammed ikke komme til bjerget, så må bjerget komme til Muhammed, eller hvad det nu hedder.

I hvert fald var 21 af vinene havnet hos mig – tak Dorte – og jeg havde suppleret med 4 ekstra Alsace Riesling vine, som alle kom fra Domaine Schoffit, som jeg alligevel skulle teste for Tasty Brands og dermed havnede vi således på det magiske 25 tal. Det var alle spændende vine fra kendte og ukendte producenter. Ingen fordomme eller forudindtagede holdninger.

Jeg havde omhyggeligt udvalgt en kapabel jury, som omgående og ivrigt havde sagt ja til at deltage i blindsmagningen, men det var nok ikke mit løfte om servering af lidt passende flammkuchen til, som havde lokket dem til det houlbergske hjem, men nok nærmere en oplagt mulighed for at smage 25 Alsace Riesling vine op mod hinanden. Det kommer man jo ikke til hver dag.

Alle var derfor forventningsfulde mødt op til den lille Alsace Riesling smagning, hvor vinene blev serveret blindt i sæt af 4 vine … hvilket for den dygtige til hovedregning betød 6 sæt + en farisæer.

Kender du ikke flammkuchen, så er det en specialitet fra Alsace, nærmest en tynd pizza, hvor bunden er smurt med creme fraiche aka fromage blanc og oftest med løg og bacon ovenpå. Den kaldes også nogle gange Tarte Flambée.

Alsace og Riesling

De fleste – vinkendere eller ej – kender Alsace på grænsen mellem Frankrig og Tyskland og lige mellem bjergkæderne Vogeserne og Schwarzwald … det smukke gamle tysk/franske område med små, bedårende byer med gamle bindingsværkshuse, storkereder og selvfølgelig masser af hvidvin.

Du har måske endda selv kørt på Route des Vins d’Alsace … den 170 kilometer lange og smukke vinrute, som snor sig gennem hele Alsace og forbi nogle af de bedste vinproducenter og områder.

Alsace er perfekt til dyrkning af vin … ligger i læ af Vogeserne og har et tørt, et solskinsrigt klima og en kompleks jordbundsforhold. Der produceres da også årligt omkring 160 millioner flasker vin i Alsace og heraf er 90% hvidvine på de mest udbredte sorter som Sylvaner, Pinot Blanc, Riesling, Muscat d’Alsace, Pinot Gris og Gewurtztraminer.

Der har været dyrket vin i Alsace i hvert fald siden det første årtusinde, og i Middelalderen var vinene fra Alsace blandt de mest anerkendte og siden 1400-tallet har broderskabet Confrérie Saint-Étienne på Château de Kientzheim bestræbt sig på at garantere og promovere Alsace-vinenes omdømme.

Jordbunden i Alsace er meget sammensat, men der er både granit, kalksten, gnejs, skifer, sandsten og andre stenarter. Der er samlet 15.298 hektar vinmarker, som strækker sig over 2 departementer Haut-Rhin og Bas-Rhin. De fleste store producenter befinder sig i det sydligste af Haut-Rhin.

Vinene fra Alsace falder lidt uden for rammerne af den franske vinlovgivning, hvilket bl.a. skyldes regionens lange kulturelle og politiske tilhørsforhold til Tyskland.

Instituttet INAO aka Institut National des Appellations d’Origine har lavet 3 klassifikationer i Alsace, altså AOC’er. Disse attesterer, at vinene stammer fra et geografisk defineret produktionsområde, hvorfor AOC er en officiel ægthedsgaranti.

De 3 AOC’er er AOC Alsace, AOC Alsace Grand Cru og AOC Crémant d’Alsace. AOC Alsace klassifikationen stammer fra 1962, mens AOC Crémant d’Alsace fik sin status i 1976.

AOC Alsace Grand Cru appellationen startede i 1983, hvor de første 25 marker fik deres Grand Cru status. Der er senere kommet flere til og i dag findes der 51 Grand Cru marker i Alsace og de står bag omkring 4% af de samlede produktion.

Der må alene dyrkes Riesling, Pinot Gris, Gewurtztraminer og Muskat på Grand Cru markerne … dog er der på en enkelt mark tilladt Sylvaner.

I de bedste årgange bliver AOC Alsace eller AOC Alsace Grand Cru vine tildelt en af betegnelserne Vendanges Tardives eller Sélection de Grain Nobles, som gives til mere sjældne, naturligt rige og søde vine af sent høstede druer.

Ud af alle de tilladte druer, så benævnes Riesling ofte som kongen af Alsace. Duens enestående evne til at kombinere koncentration og fylde med dybde og finesse er berømt verden over, ikke mindst på grund af de sublime resultater der opnås i Alsace.

Generelt er Riesling fra Alsace – og det gælder sådan alle hvidvinene fra Alsace – mere fyldige og ekstraktrige end deres tyske søstre bl.a. på grund af forholdene i områdets terroir. Vinbønderne i Alsace har heller ikke helt så mange regler og fx er chaptalisering aka tilsætning af sukker i vinen lovligt og udbredt i vinifikationen af de fleste vintyper.

Riesling er i dag hoved druen i Alsace … altså den druesort, som er mest udbredt. Den udgør omkring 21.7% af markerne og det tal er endda stigende, da Riesling er meget populær.

En Alsace Riesling har en elegant duft og typisk med noter af citrus, pære, hvide blomster, men også krydderier som anis, spidskommen, lakrids og fennikelfrø.

Når Riesling modner, har den en evne til at give forskelligt udtryk afhængig af den jordbund, den gror på, især når det drejer sig om vine med betegnelserne Grand Cru og Lieu-dit.

En Alsace Riesling er tør og rank og kan holde sig i årtier. Den bliver kun bedre af at ligge i kælderen … og det skulle vores lille smagning også blive et godt bevis på.

Vinene

Smagningen foregik selvfølgelig som blindsmagning, og alle vinene var skønsomt blandet, således jeg heller ikke vidste, hvilken vin vi fik i glasset. Det var med andre ord helt tilfældigt … og det betød, at vi endte med et smagefelt, som i rigtig rækkefølge så sådan her ud:

Jeg har linket til mine beskrivelser og anmeldelser af alle vinene ovenover. Puha … lidt af en opgave for jeres ellers så flittige vinblogger.

Det blev satans gode heat … store forskelle og store ligheder, men generelt et flot felt, som beviser kvaliteten i Riesling fra Alsace. Den bedste vin blev den ældste, en 1994 Riesling Harth Cuvée Prestige fra Domaine Schoffit, som var totalt i live med masser af syre, petroleum og andet godt.

På andenpladsen kom en 2012 Riesling les Tommeries fra Clos Château d’Isenbourg og tredjepladsen blev indtaget af en 2016 Riesling Grand Cru Mandelberg fra Becker.

Den dårligste vin blev – sjovt nok – fra samme vinhus, som vandt konkurrencen, nemlig en 1997 Riesling Harth Cuvée Alexandre fra Domaine Schoffit. Det skyldes dog alene, at den ikke havde klaret årene med ynde … og var færdig, brun og sherryfarvet, selvom den da godt kunne drikkes med lidt overbærenhed, men klart en fejlflaske og dermed ikke repræsentativ.

Der var mange overraskelser. For det første var min lille jury lidt nærig med pointene og jeg lå klart med de højeste scores og havde et samlet gennemsnit på alle vinene på 90,2.

Men det var også sjovt, hvordan alder kan betyde noget. Det så vi dels på de gamle vine fra Domaine Schoffit, hvor 1997’eren dog havde en fejl, men vi så fx også en vin som Riesling Herrenreben fra Schoenheitz, hvor 2015’eren var klart bedre end 2013’eren.

Ovenover har jeg efter navnene på vinene skrevet vinens placering samt den gennemsnitlige score fra den samlede jury efter 100 points skalaen.

Samlet blev det en virkelig interessant smagning og den bekræftede kvaliteterne i Alsace. Der er ofte stor kamp om, hvor bedste Riesling kommer fra Alsace eller Tyskland. Men der kommer fantastiske vine fra begge lande, hvilket jeg også fik bekræftet i september sidste år til den store Riesling smagning hos Mr Ruby.

Det har jeg beskrevet i mit blogindlæg Europamesterskab i tør Riesling … der meister ist? Der lå flere Alsace Riesling vin højt på min score og denne lille smagning af 25 af slagsen på min overdækkede terrasse bekræftede kun dette.

2018 Weingut Jülg, Riesling Buntsandstein, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Jülg, Riesling Buntsandstein, Pfalz, TysklandHvis du er rieslinglover – og hvem er ikke det? – så bør du smage vinene fra Weingut Jülg. I juni smagte jeg Jülgs Riesling Kalkmergel, men nu har jeg hældt et glas op af søstervinen Riesling Buntsandstein.

Forskellen mellem de to vine er selvfølgelig, at denne vin er lavet med druer fra marker, som er langt mere sandholdige. Men ellers er vinen faktisk lavet som søsteren. Den kommer også fra Jülgs serie af Terriorweine, men her kommer 70% af druerne fra den franske side og 30% fra den tyske side. Hos Kalkmergel er det omvendt.

Gæringen sker spontant alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke. Der har vinen også lagret i 6 måneder inden aftapning på flaske. Der er 2,2 gram restsukker pr. liter, hvilket dermed er lidt mere end Kalkmergel med 0,9 gram.

Næsen emmer af en skøn inderlighed … der er æbler, fersken, mirabeller, grønne urter, meget rund og aromatisk, har en syrlig landlighed, liflig, blid, let muskat og svagt lidt citrus. Duften virker rund og omfavnende … dufter virkelig godt.

Smagsmæssigt er der en behagelig æblesyre, lidt grape, er frisk, streng og mineralsk. Giv den lidt tid i glasset, så dukker der lidt efter lidt mere og mere kompleksitet op. Syren bliver mere sitrende og balancen imponerende. Du får syrebid, stringent frugt, mineraler og alligevel en omfavnende blødhed.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Weingut Franzen, Neefer Frauenberg Riesling GG, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Franzen, Neefer Frauenberg Riesling GG, Mosel, TysklandSå er vi der igen … hos den fabelagtig dygtige Kilian Franzen på Weingut Franzen i bykernen af den lille by Bremm i et af Mosel-flodens mange krumme hårnålesving. Men denne gang med en af topvinene, Kilians 2017 Neefer Frauenberg Riesling GG.

Vinmarken Neefer Frauenberg er nok ikke helt så kendt og min tyske online markbibel Riesling.de skriver heller ikke rigtigt noget om marken. Men ifølge Kilian Franzen har Frauenberg et lige så stort potentiale som fx Bremmer Calmont. Frauenberg er knap så stejl og slet ikke lige så høj som Calmont, men soleksponeringen er også her direkte sydvendt.

Vinen er gæret på druernes naturlige gærceller og vinen har modnet på stål … ingen træ til at forstyrre de fine nuancer. Der er omkring 9-10 gram restsukker pr. liter.

Hvor er det en fin, sart, skrøbelig og indbydende aroma … let karamel, let appelsin, syltede citroner, abrikos, modne æbler, røg, og en pæn stor koncentration. Der er blomster, mineraler, lidt salt og så med muskler … en lille bule på biceps hos en yndig kvinde.

Smagsmæssigt kan man nu godt fornemme, at denne Neefer Frauenberg Riesling GG er langt mere alvorlig end de billigere, dog fantastiske Grau Schiefer Riesling samt Quarzit Schiefer Riesling, for her er der klart mere bundtræk, dybde og vinen er klart meget mere koncentreret. Det er abrikos, sure modne æbler, cremet, røget og med en alvorlig tyngde … bare nam.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 279 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Franzen, Grau Schiefer Riesling, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Franzen, Grau Schiefer Riesling, Mosel, TysklandSå er vi igen hos Weingut Franzen i bykernen af den lille by Bremm i et af Mosel-flodens mange krumme hårnålesving. Og atter med en ubegribelig lækker Gutsriesling, nemlig hans 2018 Grau Schiefer Riesling.

Sidst … for lidt over en måned siden smagte jeg søstervinen 2018 Quarzit Schiefer Riesling og var – som med 2017’eren – atter måbende. Denne Grau Schiefer Rieslinger faktisk lige så god … eller næsten i hvert fald og atter må man begejstres over Kilian Franzens winzer-evner.

Der er ikke de store oplysninger om produktionen, men druerne kommer både fra Kilians egne marker samt fra en af de ansattes marker, men er formentlig ellers lavet som søstervinen … altså alene med druernes egne gærceller, efterfølgende malolaktisk gæring og har så tilbragt 6 måneder på fad inden aftapning på flaske.

Duften er så delikat og minder på mange måder om Quarzit Schiefer Riesling. Der er en luftig, inderlig lethed i næsen, fin delikat og meget blomsterbåret duft. Der er abrikos, fersken, modne æbler, karamel og vinen virker nærmest skrøbelig, sart og sårbar. Der er lidt grønne blade, men sammenlagt mest blomster og karamel.

Det smager jættegodt, lidt mere rustik og kantet end Quarzit, men vi er altså nede i småtingsafdelingen, for vinen har samme lethed. Der er citroner, æblesyre, mineraler og jern … og her lidt en grovsmed i balletsko, flot balance og en anelse grape i eftersmagen. Det smager virkelig fremragende og når næsten Quarzit, så det bliver også 5 houlbergske fingre … her med svag pil ned.

Forhandles af Mr Ruby og en flaske koster 119 kr., men køber du 3 flasker, så er prisen kun 79 kr. Det er igen en super pris.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Weingut Schloss Sommerhausen, Sommerhauser Steinbach Riesling Trocken, Franken, Tyskland

2017 Weingut Schloss Sommerhausen, Sommerhauser Steinbach Riesling Trocken, Franken, TysklandMed 37 graders varme ved Lago di Gardo, så skriger kroppen næsten efter lidt kold vino, så hatten røg hurtigt af en af de vine, som jeg havde medbragt fra vores vinøse pitstop i Sommerhausen, nemlig denne 2017 Sommerhauser Steinbach Riesling Trocken fra Weingut Schloss Sommerhausen.

Det er en Erste Lage vin, da druerne til vinen kommer fra husets bedste mark Steinbach i Sommerhausen. Sommerhauser Steinbach er en stejl skråning med en ideel orientering mod syd og sydvest med en ganske stejl hældning på op til 80%. Med placeringen kan temperaturen om sommeren nå omkring 55 grader i bunden af vinstokkene.

Navnet Steinbach har historisk fået fordi, at der om vinteren løber en lille strøm af vand gennem marken, men om sommeren er det en udtørret flodseng … en Bachbett aka der Steinbach. Undergrunden består fortrinsvis af muslingekalksten, som er med til at holde på temperaturen om natten.

Weingut Schloss Sommerhausen dyrker både Silvaner og Riesling på marken, og denne 2017 Sommerhauser Steinbach Riesling Trocken er vinificeret alene i rustfrie ståltanke. Men ellers har jeg faktisk ingen oplysninger om produktionen i øvrigt.

Og nøj, hvor det dufter godt, intens og mineralsk Riesling næse, svagt lidt petroleum, men ellers kvæde, citrus, meget ren og direkte i frugten. I munden er det grønne, umodne æbler, godt med syre, sure citroner, mundspidsende sur, knastør og mineralsk af Pommern til, selvom Pommern slet ikke ligger i Franken.

Ingen dansk forhandler fundet, men på vingården kostede vinen 12€ … svarende til 89 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2017 Weingut R&A Pfaffl, Wien.1, Weinviertel, Østrig

2017 Weingut R&A Pfaffl, Wien.1, Weinviertel, ØstrigHelligbrøde, abnormt, uhyrligt, småperverst, udflippet og uhørt … sådan at blande Riesling med Grüner Veltliner og Pinot Blanc. Ikke desto mindre, er det netop hvad Weingut R&A Pfaffl har gjort i denne Wien.1 vin.

Vingutten med det svært udtalelige navn holder til midt i den lille by Stetten omkring 20 kilometer nord for Wien. Det er et lille familieforetagende, som i dag styres af de to søskende … bror og søster Roman Josef og Heidi Pfaffl sammen med deres far Roman Pfaffl.

Roman Josef  – som I ser på billedet ovenover – er vinmageren og står for kælderarbejdet, mens faderen står for arbejdet i marken og søster Heidi tager sig af salg og markedsføring.

Weingut R&A Pfaffl har samlet 110 hektar vinmarker, som er fordelt omkring 10 forskellige landsbyer nær Stetten. Der dyrker de mest Grüner Veltliner, Riesling, Chardonnay og Zweigelt, men dyrker bl.a. også både Cabernet Sauvignon, Merlot, Sauvignon Blanc og Pinot Blanc.

Weingut Pfaffl blev januar 2017 hædret af Wine Enthusiast som årets europæiske vinproducent for deres kompromisløse arbejde med Grüner Veltliner. Det er i øvrigt første gang, at en østrigsk producent har opnået den titel.

Denne misfoster af en blandingsvin Wien.1 er lavet på 60% Riesling, 20% Grüner Veltliner og 20% Pinot Blanc. Druerne kommer fra et par marker Herrenholz og Praschen, som ligger på et plateau med fantastisk udsigt til Wien. Vinstokkene på markerne er 17 år.

Efter høsten afstilkes druerme og presses derefter. Gæringen sker i rustfrie ståltanke ved 18 grader, og så lagrer vinen en periode i ståltankene inden aftapning på flaske.

Vinen er duftmæssigt meget let … og nærmest tynd og let vandet, mens frugten er fersken og melon. Der er lidt ristede hasselnødder, papkasser, grønne elementer samt en syre, som lige fornemmes.

Det passer godt i overensstemmelse med smagen, som er let, frisk med en blød syre, så det er ingenlunde en skarp Riesling, men noget helt andet. Der mangler lidt bid, virker lidt træt eller måske bare tilbageholdende med kalk, en smule jern, men ellers blød og så nogenlunde tilgængelig … det er bar’ ikk’ lige mig.

Forhandles af Skjold-Burne, hvor en flaske koster 129,75 kr.

 Vinanmeldelse 4/7

2018 Weingut Jülg, Riesling Kalkmergel, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Jülg, Riesling Kalkmergel, Pfalz, TysklandPå et lager i Brabrand går Mr Ruby og pusler. Efter salget af hans andel i Propperiet er Jacob gået solo og har skabt et lille semi engros vinfirma. Han har beholdt importen af vinene fra Weingut Jülg, som jeg – meget apropos – har lidt af i glasset, nemlig Jülgs 2018 Riesling Kalkmergel.

Vinen kommer fra Jülgs serie af Terriorweine og 70% af druerne er fra den tyske side … resten fra den franske. Druerne til vinen blev høstet sent … med auslese kvalitet, mens gæring sker spontant alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke. Der har vinen også lagret i 6 måneder inden aftapning på flaske. Der er 0,9 gram restsukker pr. liter.

Næsen er mirabeller, ananas og fersken tilsat lidt lemon og grape. Derudover er der noget landligt over duften, lidt symaskineolie og grønne elementer.

Smagsmæssigt er det en skarp, mineralsk Riesling med masser af citronsyre, umodne grønne æbler, som giver dejlig gåsehud, når du tager en bid, ætser sig syrligt ind i dine smagsløg og den virker langt mere ren og syrlig end 2017’eren. Det er syrlig, præcist og virkelig gåsehudsgivende frisk vin.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen ved køb af 3 flasker er 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2012 Weingut Balthasar Ress, Rüdesheim Berg Rottland Riesling GG, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut Balthasar Ress, Rüdesheim Berg Rottland Riesling GG, Rheingau, Tyskland Weingut Balthasar Ress laver bare monstergodt Riesling … punktum, slut og basta. Det er denne Rüdesheim Berg Rottland Riesling Großes Gewächs endnu et strålende eksempel på.

Jeg besøgte selv Weingut Balthasar Ress tilbage i oktober 2017 sammen med et par kammerater. Der smagte jeg en række af husets vine og blev begejstret. Det besøg – og lidt om vinhuset – kan du læse om i blogindlægget Besøg hos Balthasar Ress … og en olivenfarvet Riesling-Bulli.

Rüdesheim Berg Rottland er en stejl vinmark med 33% hældning i den vestlige udkast af Rüdesheim nær Binger Loch. Navnet Rottland kommer af ordene reuten, rotten, roden … altså rådden, fordi jorden oprindelig var brakjord, som ærkebiskoppen i Mainz i årene 1031-1051 fik omdannet til vinmarker via en større donation.

Og Rottland er en meget stenet jord med skifer, kvarts og grus, og så ligger marken helt perfekt eksponeret for solen. Den er selvfølgelig også Große Lage i VDP klassifikationen. Hele Rottland er samlet 30,6 hektar, men Balthasar Ress har alene en parcel på 1,1 hektar.

Druerne er høstet ad flere omgange, idet man alene høster de fuldmodne druer med det højeste indhold af sukker. Men den er vinificeret tørt i både rustfrie ståltanke og små egefade med omkring 4 gram restsukker pr. liter.

Gæringen sker i lang tid … det er en af filosofierne hos Weingut Balthasar Ress sammen med minimal indgriben i produktionen som overhovedet muligt. Lagring er omkring 6 måneder.

Næsen har tonsvis af petroleum, et stykke olievædet tvist i et gammelt autoværksted … så nice. Der er gule, modne æbler, lidt appelsinskal, kyllingefond, salte mineraler og lidt sødme. Det dufter bare herregodt. Alle omkring bordet var begejstrede.

I munden er vinen utrolig mineralsk, stringent og præcis, tæt og dyb, masser af mineraler, frugten er tropisk, der er lidt tørrede blomster, en svag bitterhed, lidt nødder til at runde bitterheden af og en virkelig lang eftersmag. Dette er kongeriesling.

Købt hos H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske i årgang 2016 i dag koster 485 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Weingut Franzen, Quarzit Schiefer Riesling, Mosel, Tyskland

2018 Weingut Franzen, Quarzit Schiefer Riesling, Mosel, TysklandSidst jeg smagte denne Quarzit Schiefer Riesling fra Weingut Franzen i årgang 2017 skrev jeg, at kvalitetsniveauet simpelthen var usandsynligt højt for sådan en basis aka Gutsriesling … og nu bliver jeg igen – hvor kedeligt det end kan synes – nødsaget til at gentage mig selv. Det smager bare så elegant.

Og når jeg er i gang med at gentage mig selv, så får I også lige historien om det lille vinhus Weingut Franzen igen. Det hedder helt korrekt Weingut Reinhold Franzen og ligger ved den lille by Bremm i et af Mosel-flodens mange krumme hårnålesving. Det er et godt stykke nord for mere velkendte Bernkastel-Kues.

Familien Franzen har imidlertid været vinbønder der i flere århundrede, men det var Ulrich Franzen, der efter overtagelse af driften i begyndelsen af 1980’erne, grundlagde kimen til den nuværende vingård og satsede benhårdt på produktion af tørre vine med lav syre.

Det var også Ulrich Franzen, som opkøbte de braklagte parceller på markerne Bremmer Calmont … en af de stejleste marker i hele Mosel med en hældning visse steder på op til 65 grader.

For omkring 100 år siden var der omkring 24 hektar vinmarker på Calmont, men de svære arbejdsbetingelser og til tider svingende efterspørgsel af vinene fra Mosel betød, at mange parceller i løbet af 1980’erne simpelthen blev opgivet, således der alene var sølle 4 hektar vinmarker tilbage.

Det betød dog samtidigt, at Ulrich Franzen kunne købe forholdsvis billig jord, bl.a. parceller på den del af marken Bremmer Calmont, som kaldes Fachkaul, som er den mest stejle del af marken … men med en perfekt sydlig eksponering. Faktisk opkøbte Franzen hele 112 forskellige små parceller af Fachkaul.

Det betød blot et benhårdt arbejde med at genplante markerne og etablering af en Monorackbahne – et skinnesystem til at fragte druerne på de stejle bjergsider – mellem Franzens parceller på Bremmer Calmont og Neefer Frauenberg.

Weingut Franzen samlet 10,1 hektar vinmarker fordelt på Bremmer Calmont og Neefer Frauenberg. Det er selvfølgelig primært Riesling …  og omkring 90% af markerne er Riesling, men derudover er der også lidt forskellige burgunder sorter samt den gamle og mere ukendt sort Elbling. Den samlede produktion ligger på omkring 70.000 flasker årligt.

I dag drives vingården af næste generation i form af Kilian Franzen og hans hustru Angelina. Kilian kom i en ung alder lidt hovedkulds ind i driften, da Ulrich desværre pludselig døde i 2010 i en tragisk ulykke i vinmarkerne.

På det tidspunkt studerede Kilian til ønolog på Geisenheim, hvor i øvrigt også mødte Angelina. Det blev derfor Ulrichs kone Iris, som overtog driften med hjælp fra Kilian, men i dag er Kilian og Angelina gift og har overtaget driften helt.

Og det har det unge par ikke gjort helt dårligt, for de blev i februar 2018 blev kåret som årets newcomer af magasinet Falstaff med en anerkendelse af deres fortsatte arbejde med at genrejse Bremmer Calmont, som ellers var ved at forsvinde.

Denne Quarzit Schiefer Riesling er husets Gutsriesling. Vinen er lavet alene med druernes egne gærceller, har gennemgået malolaktisk gæring og tilbragt 6 måneder på fad.

I næsen det en meget let, livlig, luftig og sart Riesling … totalt feminin og delikat. Den dufter fantastisk, men er meget sart, forsigtig med lidt citrus, fersken, let mandarin, karamel samt lidt mineraler. Den har virkelig et let, varsomt og nærmeste skrøbeligt antrit, meget inderlig, sensuel og vejdrevet forførisk aroma.

Smagsmæssigt er der lidt af samme fornemmelse … let, bittert, sødt og totalt flot balanceret. Syren er blid, der er fint sødmeniveau og samtidig mineralsk, urokkelig standhaftighed. Det smager virkelig godt og et skræmmende højt niveau for en Gutsriesling. Som sidst burde den komme med en voldsom advarsel på etiketten med ordlyden; yderst drikbart og svagt vanedannende.

Forhandles af Mr. Ruby – en ny & spændenden vinimportør, der snart åbner – og en flaske koster 129 kr., men køber du 3 flasker, så er prisen kun 99,33 kr. Det er sgu billigt for denne vin.

Vinanmeldelse 5/7