Så er vi igen hos Weingut Franzen i bykernen af den lille by Bremm i et af Mosel-flodens mange krumme hårnålesving. Og atter med en ubegribelig lækker Gutsriesling, nemlig hans 2018 Grau Schiefer Riesling.
Sidst … for lidt over en måned siden smagte jeg søstervinen 2018 Quarzit Schiefer Riesling og var – som med 2017’eren – atter måbende. Denne Grau Schiefer Rieslinger faktisk lige så god … eller næsten i hvert fald og atter må man begejstres over Kilian Franzens winzer-evner.
Der er ikke de store oplysninger om produktionen, men druerne kommer både fra Kilians egne marker samt fra en af de ansattes marker, men er formentlig ellers lavet som søstervinen … altså alene med druernes egne gærceller, efterfølgende malolaktisk gæring og har så tilbragt 6 måneder på fad inden aftapning på flaske.
Duften er så delikat og minder på mange måder om Quarzit Schiefer Riesling. Der er en luftig, inderlig lethed i næsen, fin delikat og meget blomsterbåret duft. Der er abrikos, fersken, modne æbler, karamel og vinen virker nærmest skrøbelig, sart og sårbar. Der er lidt grønne blade, men sammenlagt mest blomster og karamel.
Det smager jættegodt, lidt mere rustik og kantet end Quarzit, men vi er altså nede i småtingsafdelingen, for vinen har samme lethed. Der er citroner, æblesyre, mineraler og jern … og her lidt en grovsmed i balletsko, flot balance og en anelse grape i eftersmagen. Det smager virkelig fremragende og når næsten Quarzit, så det bliver også 5 houlbergske fingre … her med svag pil ned.
Forhandles af Mr Ruby og en flaske koster 119 kr., men køber du 3 flasker, så er prisen kun 79 kr. Det er igen en super pris.