2017 Klein Constantia, CV2 Special Selection Cabernet Sauvignon Merlot, Western Cape, Sydafrika

2017 Klein Constantia, CV2 Special Selection Cabernet Sauvignon Merlot, Western Cape, SydafrikaNæste og sidste Klein Constantia CV2 vin på Houlbergs Vinblog er den røde CV2 Special Selection Cabernet Sauvignon Merlot.

Vinen er fremstillet af 77% Cabernet Sauvignon og 23% Merlot  fra Western Cape området i Sydafrika. Den er gæret på ståltanke, hvor den også har været lagret med egetræsstave i 12 måneder, hvilket så er efterfulgt af yderligere 12 måneder på franske egetræsfade inden endelig aftapning på flaske og frigivelse.

Der er først lidt en duft af brændt gummi … bare en lille bitte smule eller er det bare mig? Måske. Derudover godt med blomster, men vinen virker faktisk langt mere let end forventet. Der er kirsebær og solbær, chokoladesødme, kakao og grønne vinblade, altså den duft man oplever, når man går igennem en vinmark. God næse.

Smagen lever dog ikke op til duften … lidt syrlig og bitter, så vinen gør lidt modstand overfor jeres vinblogger. Der er masser af mørk frugt, syre og tanniner, meget ren frugt, men jeg blev aldrig rigtig venner med denne vin.

Importør er AMKA, men forhandles hos Kvickly Odder samt hos Megavine.dk, hvor vejledende udsalgspris er 129 kr., men på tilbud i uge 34 og 35 til 59,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7