2012 Weingut Balthasar Ress, Rüdesheim Berg Rottland Riesling GG, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut Balthasar Ress, Rüdesheim Berg Rottland Riesling GG, Rheingau, Tyskland Weingut Balthasar Ress laver bare monstergodt Riesling … punktum, slut og basta. Det er denne Rüdesheim Berg Rottland Riesling Großes Gewächs endnu et strålende eksempel på.

Jeg besøgte selv Weingut Balthasar Ress tilbage i oktober 2017 sammen med et par kammerater. Der smagte jeg en række af husets vine og blev begejstret. Det besøg – og lidt om vinhuset – kan du læse om i blogindlægget Besøg hos Balthasar Ress … og en olivenfarvet Riesling-Bulli.

Rüdesheim Berg Rottland er en stejl vinmark med 33% hældning i den vestlige udkast af Rüdesheim nær Binger Loch. Navnet Rottland kommer af ordene reuten, rotten, roden … altså rådden, fordi jorden oprindelig var brakjord, som ærkebiskoppen i Mainz i årene 1031-1051 fik omdannet til vinmarker via en større donation.

Og Rottland er en meget stenet jord med skifer, kvarts og grus, og så ligger marken helt perfekt eksponeret for solen. Den er selvfølgelig også Große Lage i VDP klassifikationen. Hele Rottland er samlet 30,6 hektar, men Balthasar Ress har alene en parcel på 1,1 hektar.

Druerne er høstet ad flere omgange, idet man alene høster de fuldmodne druer med det højeste indhold af sukker. Men den er vinificeret tørt i både rustfrie ståltanke og små egefade med omkring 4 gram restsukker pr. liter.

Gæringen sker i lang tid … det er en af filosofierne hos Weingut Balthasar Ress sammen med minimal indgriben i produktionen som overhovedet muligt. Lagring er omkring 6 måneder.

Næsen har tonsvis af petroleum, et stykke olievædet tvist i et gammelt autoværksted … så nice. Der er gule, modne æbler, lidt appelsinskal, kyllingefond, salte mineraler og lidt sødme. Det dufter bare herregodt. Alle omkring bordet var begejstrede.

I munden er vinen utrolig mineralsk, stringent og præcis, tæt og dyb, masser af mineraler, frugten er tropisk, der er lidt tørrede blomster, en svag bitterhed, lidt nødder til at runde bitterheden af og en virkelig lang eftersmag. Dette er kongeriesling.

Købt hos H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske i årgang 2016 i dag koster 485 kr.

Vinanmeldelse 6/7