Vort første besøg I Rheingau var hos det historiske vinhus Weingut Balthasar Ress i Hattenheim. Vinhuset ligger lige op ad hovedvejen Rheinischer Sagenweg, der går langs Rhinen, men besøgende skal køre bagom ad en lille grusvej Rheinallee for at komme til den topmoderne vingård med et tilhørende toptjekket vinothek.
Vores automatgearstyrede transportmiddel havde næsten automatisk drejet snuden mod vinhuset i søgen efter Riesling optankning. Weingut – Vinothek – Weinbar stod der også på den hvide varevogn udenfor vingården. Bingo … vi havde ramt rigtigt og Balthasar Ress var netop et af vinhusene på vores besøgsliste.
I det tjekkede vinothek indendørs blev vi vel modtaget af en ung fyr, som hjælper med salget og han kunne såmænd sige lidt på dansk, både; ræk mig sovsen og jeg elsker dig helt op til månen. Han havde nemlig tidligere haft en dansk kæreste, som endda kom fra Randers … vores hjemby.
Jeg fik desværre ikke hans navn … eller har i hvert fald glemt det, men han blev vores guide gennem en række af husets tørre hvidvine på Riesling og et par Spätburgundere. Han virkede en smule ny på vingården, men fik undervejs hjælp af Kenneth Barnes … en af de andre mere erfarne ansatte i vinotheket.
Historien
Vi hørte også lidt om stedet historie, da familien Ress er en gammel, historisk og meget veletableret familie i Hattenheim. De var faktisk oprindeligt slagtere og slagterforretningen Metzgerei Ress eksisterer faktisk fortsat den dag i dag.
I 1870 udvidede familien forretningen med restauranten Gasthof Ress på hovedgaden Hattenheim og det blev grundlaget for en virksomheden indenfor gastronomi, herunder vinproduktion og -handel.
De første vine tilbage i 1870’erne blev kaldt for Von Unserm, og det navnet bruges i dag fortsat på en række af vinene fra Weingut Balthasar Ress.
Til aktiviteterne blev også i 1880 lagt naboejendommen Kronenschlösschen, som Balthasar overtog fra et konkursbo. Den blev ombygget Hotel Ress, og det er i dag et af de førende huse indenfor gastronomi i Rheingau og faktisk fortsat kendt under det gamle navn Hotel Kronenschlösschen. I dag er hotellet dog ikke ejet af Ress familien.
I årene efter 1. verdenskrig var vinproduktionen på Balthsar Ress godt udviklet, men familien anført af sønnen Carl Ress havde appetit på mere og fortsat ekspansion.
Således opkøbte familien løbende yderligere ejendomme, bl,a. Wachendorffschen fra familien Heimes i 1923, markene Stellwerk og Hattenheimer Engelmannsberg fra Baron von Frentz i slutningen af 1940’erne og hele Weingut Wilhelm Hess i Rüdesheim i 1950 med markerne Rüdesheimer Berg Rottland, Bischofsberg og Rüdesheimer Berg Schlossberg.
Familien købte også senere værtshuset Weinhaus Engel i Drosselgasse i Rüdesheim og i 1957 købte de vinhuset Hasensprung Joachim Bäumer. Derudover købte de Nussbrunnen marken i 1968 samt markerne Geisenheimer Kläuserweg og Schloß Reichartshausen fra Weingut Jakob Horz i 1978. Sidstnævnte er i dag nok en af husets bedste marker.
Vinhuset i dag
Samlet har Weingut Balthasar Ress i dag omkring 46 hektar vinmarker, hvoraf omkring 90% er fordelt på de bedste marker omkring Hattenheim og Rüdesheim. Husets samlede vinproduktion udgør knapt 25.000 kasser fordelt på forskellige kvaliteter.
Balthasar Ress ejes og drives i dag af 5. generation i form af Christian Ress. Han kom ind i familieforetagendet i 1999 efter et par år udenlandsk for at lære vinbranchen af kende. Han har siden 2004 været medejer og siden 2010 ansvarlig for hele driften.
Christian er selv ganske innovativ og har kastet sig ud i en lang række projekter, bl.a. har plantet en række marker på Sylt tæt ved Danmark. Det er dermed absolut Tysklands nordligste marker.
Derudover er han også manden bag wineBANK og en sjov happening med lagring af husets topvin RESSpekt på bunden af en sø i forbindelse med åbningen af wineBANK.
Projektet med wineBANK blev søsat i 2009 som en yderligere aktivitet til husets efterhånden ganske store forretning. I kælderen under husets er der 223 aflåste fag, hvor man kan leje plads til opbevaring af ens vine. Man får adgang via et chipkort, så man til enhver tid har tilgængelighed til ens egne vine i kælderen. Samlet er der plads til 35.332 flasker vin i kælderen i Rheingau.
Sidenhen er wineBANK nu udvidet, således der findes sådan vinøse og eksklusive banker 9 forskellige steder, hvilket i skrivende stund er Rheingau selvfølgelig, Hamburg, Mainz, Frankfurt, Pfalz, Wien, Basel, Köln og Palma.
Derudover driver Christian Ress også en vinbar/vinothek i Wiesbaden, ligesom han i Oslo i Norge har firmaet B&R Wine AS, som er både salgskontor og forhandler af vin.
Siden 1989 har Balthasar Ress været medlem af VDP … Verband Deutscher Prädikats- und Qualitätsweingüter, klassifikationen stiftet tilbage i 1910 og som man nemt genkender på ørnen på flasketoppen.
Weingut Balthasar Ress er også medlem af Charta Vereinigung … en eksklusiv sammenslutning i Rheingau af de dygtigste og mest prestigefyldte vinhuse. De står sammen for at vise vejen, når man vil udnytte vinens kvaliteter i gastronomiske sammenhænge.
Med andre ord er Weingut Balthasar Ress et ganske lille imperium med en lang række aktiviteter indenfor vinbranchen. Og så er de pissegode til markedsføring, hvilket stedet også vidnede om. Der var således godt med merchandise i vinotheket … jakker, kasketter – alle selvfølgelig med husets slogan Fein Sei der Wein – og udenfor tronede den lille søde Riesling-Bulli.
Der Riesling-Bulli er et gammel folkevognsrugbrød … bygget i 1973, og selvfølgelig totalt restaureret i selvfølgelig i firmaet farve … en lidt mat, retro og olivengrøn farve.
Bilen anvendes i forbindelse med bryllupper, polterabender, vin- eller madfestivaler, messer eller blot udendørs fester. VW Bulli er jo det tyske øgenavn for rugbrødet … på samme måde, som boblen blev kaldt VW Käfer. Her kan der blot skænkes god Riesling.
Læg i øvrigt på billedet nedenfor mærke til den lille trailer til VW Bulli … godt gemt væk under lastrampen. Selvfølgelig også olivenfarvet som Der Riesling-Bulli.
Bilen – med eller uden trailer – kan lejes til 590€ pr. dag. Men så er der altså også opvaskemaskine i det charmerende rugbrød og helt sikkert godt med Riesling.
Vores lille smagning
Vi fik en fantastisk smagning, hvor vi primært satte os for at smage husets tørre Riesling og selvfølgelig lidt Spätburgunder. Vi smagte fra både deres Gutswein, Ortsweine, Erste Lage og Grosse Lage. Jeg var specielt betaget af deres Von Unserm S Pinot Noir samt en række nye Riesling vine, som var lagret på bærmen i 18, 32 eller 42 måneder.
Vi fik også lov til at smage lidt fra de bedste hylder og fra skattekammeret … en af deres absolutte topvine på Riesling og en Riesling med lidt alder, nemlig disse to vine:
- 2014 Weingut Balthasar Ress, RESSpekt Riesling
- 1992 Weingut Balthasar Ress, Hattenheimer Nussbrunnen Riesling Auslese
Dem fik jeg selvfølgelig noteret smagsnoter på og har som vanligt linket til mine anmeldelser. Som det kan ses på billedet nedenunder, så var drengene sgu godt tilfredse … the roadtrip rigtig skudt i gang. Vi slæbte af med lidt vinøse souvenirs.