Tag-arkiv: carménère

Carménère er en rød druesort, der oprindelig stammer fra Medoc i Bordeaux, men den blev brugt som blandingsdrue på samme måde som Petit Verdot.

I 1700- og 1800-tallet var Carménère pænt udbredt i Bordeaux, men druesorten tåler ikke dårligt vejr særlig godt, så ved regn og koldt i maj eller juni, så faldt de spæde blomster og helt små druer af og gjorde dermed udbyttet lille.

Efter den store Phylloxera epidemi i 1800-tallet forsvandt Carménère næsten fra Bordeaux. I 1980 var der fx alene 1 hektar med druen i hele Bordeaux. Men allerede i 1970’erne havde en gruppe franske forskere opdaget, at en del af Chiles vinmarker med Merlot vinstokke faktisk var Carménère.

Carménère og Merlot blev før i tiden ofte forvekslet og derfor også plantet sammen. Merlot modner dog 3 uger før Carménère og hvis de høstes på samme tid, er den ene sort enten overmoden eller den anden er undermoden. I dag har man lært at identificere dem hver for sig.

Nu er Carménère vel nærmest nationaldrue i Chile, hvor der findes omkring 8.800 hektar vinmarker med Carménère, hvor druen både anvendes til vine alene på druen eller i blandingsvine med fx Cabernet Sauvignon.

Carménère findes også i begrænsede mængder i Veneto og Friuli-Venezia Giulia-regionerne i Italien, i Argentina og endelig Californien.

2001 Viña Almaviva, Almaviva, Central Valley, Chile

2001 Viña Almaviva, Almaviva, Central Valley, ChileEfter de flotte … og dyre … 1. cru vine, så synes Bernt, at der lige skulle et ekstranummer til, nemlig en vin fra Rothchilds vingård i Chile Viña Almaviva. Imidlertid hører den heller ikke til i den billige ende, men herom senere.

Viña Almaviva er skabt i samarbejde mellem Baron Philippe de Rothschild fra Bordeaux og Viña Concha y Toro, der er Chiles største vinhus – et joint venture, der startede i januar 1997.

Almaviva er et eksempel på en eksklusiv kvalitetsvin, der er tilført det bedste fra to verdener. Viña Concha y Toro tilbyder i området Puente Alto syd for Santiago 50 hektarer af deres bedste vinmarker, og Baron Philippe de Rothschild tilbyder al deres know-how og kunnen fra deres erfaring med vine som Château Mouton Rothschild og Opus One.

Almaviva er i øvrigt navnet på hovedpersonen i stykket Figaros Bryllup, der oprindelig er skrevet af Beaumarchais, men senere bearbejdet af Wolfgang Amadeus Mozart til en af de bedste operaer nogensinde.

På etiketten er navnet Almaviva skrevet med Beaumarchais’ egen håndskrift omgivet af gamle symboler fra Chiles oprindelige beboere.

Puente Alto området er kendetegnet af sin klipperige undergrund, kolde og regnfulde vintre, der efterfølges af somre med varme dage og kølige nætter. Allerede for tyve år siden blev området kendt for sine optimale betingelser til dyrkning af Cabernet Sauvignon druen, der danner rygraden i de store, franske Grand Cru vine.

Det er i vinmarken, at vinen laves. Derfor er det vigtigt at kunne give vinstokkene den bedste pleje. Der sørges for maksimal luft og sollys til hver enkelt drueklase. Vinmarkerne drypvandes, så hver enkelt vinstok får tilført nøjagtig den mængde vand, der er nødvendig, og drueklaserne høstes med største varsomhed på det mest optimale tidspunkt.

Vinen er lavet på 73% Cabernet Sauvignon, 22% Carmenere, 4% Cabernet Franc og 1% Merlot. Vinene fra de forskellige parceller vinificeres hver for sig og gærer i rustfrit stål efter nedkølig og aromaudtræk i adskillige dage. Herefter modner vinen på 100 % nye franske fade i 16 -18 måneder inden den endelige sammenstikkes, klares med friske æggehvider og aftappes på flaske.

Duftmæssigt afsløres det hurtigt, at vinen har fået mere sol end dens søstre fra Europa. Der er solbær, marmelade, lakrids, tobak … sødmen er tydelig. Smagsmæssigt er der fedme, sødme, tør ørken, solbær, brændt toast, sol og store tanniner. En powervin med fortsat med masser af elegance. Hold da op for en flot vin, og nok én af de bedste vine, som jeg nogensinde har smagt fra Chile.

Fås bl.a. hos Theis Vine, hvor årgang 2008 koster 1.099,95 kr. Fås nogle gange via Coop på tilbud til 599 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

1997 Château Clerc Milon, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

1997 Château Clerc Milon, Pauillac Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigVidere til næste vin i den store Mouton Rothchild smagning. Château Clerc Milon er den vin man normalt smager lige før selveste Mouton-Rothschild, og det er en maskulin, kølig og defineret vin.

Clerc Milon er endnu et slot som ejes af kredsen bag Château Mouton Rothschild. Château Clerc Milon er på 44 hektar og drue sammensætningen er en smule utraditionel for Pauillac. Kun 46 % er Cabernet Sauvignon. 39 % er Merlot, 12 % er Cabernet Frac, 2 % er Petit Verdot, medens Carmenère udgør den sidste del (1 %).

Vinstokkene er 40 år gamle og vinen lagres på fade i 16 til 18 måneder. Château Clerc Milon beskrives som nuanceret med et stænk af mørke frugter som giver en varm og krydret karakter, men en balanceret garvesyre. Den årlige produktion er på 170.000 flasker.

Som med Château d’Armailhac er der tale om et 5. cru slot.

Vinen her er fra 1997, og det ses også i glasset, hvor kanten er begyndt at være svag orange. Duftmæssigt fortsat jord, elegance, champignon, blød lakrids, blyant, tobak. Smagsmæssigt er det ren eleksir, der er blødhed, norske brystdråber, lakrids, en smule vingummi og en fabelagtig blødhed.  Bløde tanniner og lang eftersmag. Selvom 1997 ikke var en stor årgang i Bordeaux, så smager denne vin simpelthen fremragende.

Kan købes flere steder, men normalt kun i de nyere årgang, fx årgang, som pt. handler til omkring 545 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2004 Viña Santa Rita, Triple C, Maipo Valley, Chile

2004 Viña Santa Rita, Triple C, Maipo Valley, ChileSidste vin fra bestyrelsesmødet var denne Triple C fra det kendte vinhus Santa Rita i Chile.

Viña Santa Rita blev grundlagt i 1880. Chile har en gammel tradition inden for vinproduktion, hvori Santa Rita har spillet en afgørende og fremstående rolle i opstarten midt i det 19. århundrede. Santa Ritas vinkældre er de ældste i Chile, da de stammer tilbage til 1770. Viña Santa Rita er beliggende i Maipo dalen, der ligger mellem 32. og 33. breddegrad, hvilket er anset som værende blandt de bedste vinområder i verden.

Solen, jordbunden og de store temperaturforskelle mellem dag og nat (200) er nogle af hemmelighederne for Maipo dalen. Dette, i forening med den nyeste teknologi inden for vinproduktion, gør Santa Rita til en af de bedste vinproducenter i Sydamerika.

Der blev i 1993 indkøbt yderligere 900 hektar, som blev tilplantet med nye vinstokke – hovedsageligt Cabernet Sauvignon, Merlot og Chardonnay. Dermed råder Viña Santa Rita i dag over vinmarker i både Maipo dalen, Casablanca dalen, Maule dalen og Rapel dalen.

Viña Santa Rita har igennem hele dens historie vundet adskillige præmier og priser ved forskellige udstillinger og konkurrencer i hele verden. I dag fremstår Santa Rita som den største eksportør af fornemme chilenske vine til Europa og Amerika.

Dette giver Santa Rita en anerkendelse, som absolut overgår nogle af de bedste vine fra Frankrig, Tyskland, Italien, USA og Australien. Santa Rita er flere gange blevet udnævnt til “Value Brand of the Year” i Wine & Spirits Magazine – senest i 2010.

Denne anerkendelse gives til vinfirmaer hvis produkter giver rigtig god kvalitet for pengene! Santa Rita er hele 10 gange blevet udnævnt til ”Winery of the Year” i det prestigefulde Wine & Spirits Magazine – senest i 2010.

Denne vin Triple C blev første gang produceret i årgang 1997 som en jubilæumsvin i anledning af at Viña Santa Rita og den danske importør AMKA i 1998 havde samarbejdet i 10 år.

Vinen bliver kun produceret i helt specielt gode år. Vinen er produceret af 55% Cabernet Franc, 30% Cabernet Sauvignon og 15% Carménère druer, der er dyrket i Maipo Valley i Chile og har gæret hver for sig.

Denne specielle vin har været lagret 17 måneder på nye franske egetræsfade og kombinerer på fineste vis det bedste fra den gamle og den nye verden og repræsenterer en ny retning inden for chilensk vinkultur.

Duften er solbær, brombær, krydderier og lidt tobak … en lidt mørk duft. Smagsmæssigt massiv bærintensitet, peber, blødhed men også en fin syre i eftersmagen. En dejlig vin, som jeg har smagt tidligere i 2009. Et flot glas vin.

Fås hos udvalgte AMKA forhandlere, og mener prisen ligger på 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7