2015 Louis Max, Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Damodes, Bourgogne, Frankrig

2015 Louis Max, Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Damodes, Bourgogne, FrankrigDet næste søskendepar var fra det store negociant hus Maison Louis Max og den første vin var deres 2015 Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Damodes.

Maison Louis Max ligger midt i Nuits-Saint-Georges og er grundlagt i 1859 af Evgueni Louis Max, som var emigreret fra Østeuropa til Bourgogne for at producere vin, efter at han faldt i kærlighed med regionen, dens vinmarker og dens legendariske druesorter Chardonnay og Pinot Noir.

Sammen med sønnen Theodore byggede familien sin vingård midt i Nuits-Saint-Georges med smukke kældre i to niveauer … en sjældenhed selv i dag.

Domaine Louis Max er primært et negocianthus, hvor druerne købes hos andre vinavlere rundt om i Bourgogne, men familien har løbende også opkøbt egne marker i  både Mercurey og Rully. Derudover er der også udvidet med to vingårde i Rhône, nemlig Château Pech Latt i Languedoc samt Domaine La Lyre i Côtes-du-Rhône.

I dag er vinhuset ejet NSG VINS, som er ejet af den schweiziske forretningsmand Stanko Subotic. Han købte hele Domaine Louis Max af den sidste efterkommer af Max familien i år 2001 og har siden investeret massivt i ejendommen for at øge kvaliteten af vinene.

Da han alene er amatør, så har han viseligt overladt produktionen af vinene til et hold af professionelle vinmagere med David Duband i spidsen som teknisk direktør sammen med Sophies Doche som ønolog, mens Lise Sadirac står i spidsen for Château Pech Latt i Languedoc.

Til Domaine Louis Max hører der i dag over 230 hektar vinmarker i  den sydlige del af Bourgogne, bl.a. er huset eneejer af den berømte Clos de la Marche, men ejer også en parcel på 1. Cru marken Les Vasées. Alle marker dyrkes certificeret økologisk.

Men derudover opkøbes der altså også fortsat druer fra andre vinavlere,

Denne 2015 Nuits-Saint-Georges 1er Cru Les Damodes er lavet på Pinot Noir  druer fra 1. cru marken les Damodes, som har et unikt og stenet terroir med grus og marl beliggende i omkring 300 meters højde i den nordlige del af Nuits St. Georges, hvor marken grænser op til Aux Malconsort i Vosne Romanée, hvorfor vinene også får noget af denne kommunes fløjlsbløde karakter.

Det er en enkelt vinavler, der ejer marken og har leveret druerne til vinen, men ellers er der ikke mange oplysninger om produktionen, der nok er sket meget klassisk …  normalt laves husets rødvine med fodtrampning af druerne og gæring i kar. Den er lagret på store egetræsfade … hvor lang tid fremgår ikke.

Vinen har duftmæssigt en frugt, der har noget alder … men virker sgu blød med kirsebær, jordbær og vilde skovbær. Der kommer lidt jod, hæfteplaster, eg, tør bark, svampe samt fennikel, tobak, peber, tørrede roser og vilde blomster.

I munden er vinen lys, tynd, slank og feminin med en fast, stram og næsten helt italiensk syre. Der er frugt med søde brombær og sure kirsebær, lid sort peber, nogle jernagtige mineraler samt ultrafine tanniner … alt står rent, let støvet og fint. 93 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7