Hamburg Marathon und ein Bißchen Weinbar

Sidder i øjeblikket på Hotel Wagner i Rotherbaum i Hamburg og nyder en Starbucks Cafe Latte … Venti selvfølgelig. En begivenhedsrig dag er slut, da jeg har gennemført mit første marathon nogensinde. Lidt okay, da jeg for lidt over et år siden ikke kunne løbe sølle 2 kilometer. Men nu er kongedistancen fuldført. Ganske vist ikke nemt, men kom dog igennem.

Jeg har de sidste 12 uger trænet intensivt, bl.a. med halvmarathon 6 weekender i streg, og også løbet 30 km. på tre timer, men må også i dag erkende, at marathondistancen langt fra er en walk-over. Som en dansker sagde her på hotellet; “Hvis det var så nemt, så var der nok også flere, som løb marathon. Jeg kom igennem på en acceptabel tid. Jeg havde selv regnet med 4 timer og 30 min., men det blev 4 timer og 37 min. Fuck at de sidste 12 km. skal tage over halvanden time … men de sidste kilometer er ren overlevelse.

Hvorfor udsætter man dog sig selv for den slags? Godt spørgsmål. Nok noget med stædighed og noget med prøve sine grænser af. Også bare en fed oplevelse at løbe blandt 20.000 andre løbere … og få opbakning af tusindevis af tilskuere. Det har jeg heller aldrig prøvet før.

Nå, men nok marathon, for de ømme ben gjorde også, at aftenen skulle tilbringes tæt på hotellet, og efter lidt søgning på nettet, så dukkede der da et par vinbaren frem. Utroligt, at ømme lårmuskler kan restituere på vin … men det er nu ganske beviselig. Vin er godt for krop og sjæl … måske var det mest sjælen, som efterspurgte lidt druesaft.

Første stop blev på vinbaren CavaRo Weinbar, hvor depoterne blev tanket op med to glas vin, nemlig;

Til vinene fik jeg en klassisch Flammkuchen. Flammkuchen er en specialitet fra Alsace og naboområder. Det er en meget tynd pizza, der er kendetegnet ved at have et lag af cremefraiche, løg og skinke ovenpå. Min havde bacon i stedet for skinke. Ingen klage herfra. Denne Flammkuchen bringer vi da lige et foto af:

På vej retur stødte jeg på en yderligere vinbar … endda et par klasser over CavaRo, nemlig Neumann|s Bistro & Weinbar. Sulten var allerede stillet, så det blev blot til to små – men ganske herlige glas vin, nemlig;

Flot vinbar … maden så også ud til at være i særklasse og betjeningen var spot-on. Den kan jeg vist godt anbefale. Dog en lille anke …hvorfor har tyske vinbarer ikke mere Spätburgunder? På CavaRo fortalte tjeneren, at ingen havde spurgt til deres Spätburgunder i over 5 år, og at jeg var den første … så vinen havde de ikke mere, kun den nævnte Blanc de Noir. Hos Neumann|s Bistro & Weinbar var udvalget reduceret til en Diel Pinot Noir … og kun på flaske, dvs. 75 cl., hvilket nok var i overkanten til mine trætte ben. Var i så fald nok faldet ned at barstolen.

Jamen, så er der ellers ved at være over and out. Sengen kalder. Bringer dog sluttelig et par stemningsbilleder fra min dag i det tyske.