Drei Kronen Kellerei står der på flasken af denne Mosel Riesling Medium Sweet, men der findes tilsyneladende intet vineri i Tyskland med det navn … alene et ølbryggeri i Köln og det er sgu nok ikke derfra, at denne vin kommer.
Faktisk er der intet – som i slet intet – der afslører herkomsten af denne vin … ikke på etiketten og der er heller ingen bagetiket, der kan afsløres noget om ophavet. Der findes ganske vist et tysk vinhus med navnet Weingut Dreikönigshof, men det ligger i Bingen-Kempten i Rheinhessen, så vinener nok heller ikke derfra.
Men mon ikke, at vinen er lavet med druer fra forskellige marker i Mosel og med gæring og lagring på ståltanke? Det er i hver fald det bedste bud herfra.
I næsen er der søde krydderier, godt med sødme faktisk og frugten virker eksotisk med dåsepærer, hvid fersken, mango, ananas og lidt tørre nødder, papkasser … og egentlig uden megen karakteristika fra Riesling druerne og syreniveauet er også meget lavt.
Smagen er meget juicy med både sød æblejuice, multifrugtjuice og saft fra dåsen med syltede pærer suppleret med mango og ananas. Heller ikke i smagen er der ikke megen syre eller mineralitet, som kan holde sødmen i stramme tøjler, så derfor bliver det mest blot en pleasende, sød Moselriesling til dem, som normalt ikke er så meget til vin. 85 point.
Forhandles af Supervin, men prisen kender jeg ikke.