2019 Giovanni Manzone, Barolo Castelletto, Piemonte, Italien

2019 Giovanni Manzone, Barolo Castelletto, Piemonte, ItalienBarolo numero due fra Giovanni Manzone i samme årgang 2019 var så denne Barolo Castelletto, hvor Nebbiolo druerne er fra Castelletto marken, der skråner stejlt i det østligste Monforte d’Alba.

Castelletto marken ligger samtidig ned mod grænsen til nabozonen Serralunga. Markens hældning og jordbunden af sandsten giver en ekstrem naturlig dræning, der i sidste ende frembringer druer samt vine med enorm koncentration af smag og tannin.

Mosten spontangærer ved 28 grader med de naturlige gærceller i rustfrie ståltanke med hele 30-40 dages udblødning af drueskallerne under og efter gæringen.

Vinen lagrer efter endt fermentering 30 måneder på 500-700 liter franske og slavonske tonneaux-fade og derefter et par måneder på betontanke inden aftapning og filtrering suppleret med 10 måneder i flaske inden frigivelse. Det er en vin, som Manzone har lavet hvert år siden 1961.

Duftmæssigt virker vinen en snas mørkere og mere tæt end Gramolere, nærmest sådan med en smule oksefond, selvom der skam fortsat er både læder, tørrede rosenblade, violer, noget lakrids og fennikel og heller ikke medicinskabet står helt uberørt. I næsen er kirsebærrene mørkere suppleret med jordbær, tranebær og ribs, men også noter fra fadene kommer mere frem med tørt ædeltræ, mahogni, trøfler, ganske svag mentol og kamfer.

Uhhh … virker også til at starte med blødere end Gramolere … frugten synes også blødere med bløde kirsebær, blommer, hindbær og ribs, men Castelletto har et knusende stramt Nebbiolo bid med en syre, der er spændstig, let, lys, ung og ilter italiensk. Den giver et bid med sort te, lemon og Campari bitterhed suppleret med tørre, ubarmhjertige og mundmasserende tanniner, der sparker og river, men lige med en lille fin bamsesødme, som giver lidt rundhed, så dermed 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7