2021 Domaine André Berthet-Rayne, Cairanne Castel Mireio Rouge, Rhône, Frankrig

2021 Domaine André Berthet-Rayne, Cairanne Castel Mireio Rouge, Rhône, FrankrigSå sluttede jeg Domaine André Berthet-Rayne vinene og det blev med denne 2021 Cairanne Castel Mireio Rouge … modstykket til den hvide og er fra en enkeltmarksvin med 65 år gamle stokke.

Vinen er lavet på et blend af 60% Grenache, 30% Syrah samt 10% Mourvèdre, som er høstet med et beskedent udbytte på kun 30 hektoliter pr. hektar … og der laves kun 100 hektoliter af vinen.

Efter høst er druerne afstilket inden traditionel fermentering i cementtanke efterfulgt af 40 dages maceration med flere løbende overpumpninger. Efter endt gæring er vinen lagret 1 år på fade og som med den hvide, så laves der årligt kun 6.000 flasker.

I næsen er Castel Mireio endnu mere dyb … og fadpræget også ganske tydelig, hvilket så også giver vinen en ekstra comfortagtig tæt blødhed. Der er solbær, brombær, kirsebærsirup, noget tørv, tørhed, grafit, tørre krydderier, kanelstængler og lidt hængt kød.

Smagen er tæt, dyb og samtidig frisk, der er brombær, kirsebær og hindbær, engelsk lakrids, saltlakrids og noget peber, som lige bider bare en lille smule, mens tanninerne er tørre, markante og alligevel ganske pænt integreret i vinen, som samtidig har et godt bid med en stor og læskende kompleksitet med lidt citrus bitterhed. 93 point.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 155 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7