Enchanteuse er fransk, betyder fortryllende og er navnet på min første reelle estatevin fra Ron Sanchez’ eget vinhus Domaine Verdant … 2015 Enchanteuse Chardonnay.
Druerne kommer fra huset Chardonnay vinstokke af de to kloner 76 og 96 og er fra den lidt varme vækstsæson i 2015, som gav stokkene ekstra energi, der gjorde det muligt at give druer med god smag og intensitet.
Vinstokkene er plantet tilbage i 1998 og 1999 … vinen er lavet med hele klaser i åbne gæringskar af stål over 4-6 uger ved 10-13 grader og brug af en gærstamme fra Champagne kendt for pålidelig gæring ved lave temperaturer.
Den er også kendt for, at være ren og neutral, hvorved man ikke mister aftrykket af terroiret, men efter endt fermentering er vinen så lagret hele 15 måneder på sine franske, nye franske barriques. Der er kun lavet beskedne 50 kasser af denne vin.
Det er duftmæssigt ikke fra start en bred og fadtung Chardonnay, men bestemt pænt moden med lidt svage oxidative, honningagtige noter og en frugt af pæremos, dåsepærer, abrikos, melon, mandler, lindetræ, bivoks … og langsomt dukker fadnoterne op med lakridskonfekt og vanilje.
Smagen er virkelig blød og moden … det er bagte æbler, æblegrød, tørrede abrikoser, melon, lemon samt syltede citroner. Det giver et lidt mørkt og intenst bid med en elegant, robust og ganske dyb syre, der er pakket ind i blid og cremet velvære. Det er således ingen fed og svulstig Chardonnay, men muskuløs, tæt, dyb og alligevel moden burgundisk med saft og kraft, som lige skal have tid og luft for at strække sine vinger ud. 93 point.
Forhandles på Domaine Verdants danske hjemmeside, men denne vin er ikke lige fundet på siden, så prisen kendes ikke.