Jeg bliver bare mere og mere imponeret af de to unge Angelina og Kilian på Weingut Franzen … de laver vildt lækre vine og det gælder også denne 2022 Bremmer Calmont Riesling Kabinett.
Vinhuset har jeg jo skrevet om før … bl.a. da jeg mødte Angelina til en online smagning, nemlig Mr Rubys online vinsmagning med Angelina Lenz fra Weingut Franzen.
Denne Bremmer Calmont Riesling Kabinett er en af husets sødere vine … har et niveau for restsukker på hele 50,8 gram pr. liter, hvilket også betyder lavere alkohol på 8,5%. Alle druerne er selvfølgelig fra den op til 68 grader stejle Bremmer Calmont mark.
Kilian har ønsket at lave en sødere vin, men uden at mindste friskheden og vinen er lavet med spontangæring alene med alle druernes egne gærceller og formentlig lagring på egefade, men det fremgår ikke helt.
Det dufter fremragende … virker faktisk let cremet, olieret med bagte nødder og omgående også noget petroleum samt sød diesel, en frugt der mest er fersken, abrikos, æbler, appelsin, kandiserede grapefrugter, røg, karamel og lidt lakridskonfekt. Derudover får man et karateslag med stringent, hård og stenet mineralitet, der fungerer vildt godt sammen med sødmen. Haito-Uchi, Bulls-Eye og Touch-Town.
I munden kommer sødmen selvfølgelig mere frem, men vinens lette, luftige og mineralske side absorberer en del af sødmen og sikrer fin, sart og elegant balance samt en forholdsvis frisk vin med en vokset og svagt olieret fornemmelse. Hele tiden har vinen denne stenede, skiferstærke og rene mineralitet, men frugten fortsat er småtropisk suppleret med pærer, fersken og mirabeller, let sødligt lemon og grape. Mums for pokker. 93 point.
Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 179 kr. ved 3 flasker.