2018 Aia Vecchia, Orleto, Toscana, Italien

2018 Aia Vecchia, Orleto, Toscana, ItalienDen næste vin var en supertoscaner på ren Cabernet Franc og den gættede ingen vist. Det er vinen Orleto fra vinhuset Aia Vecchia, der ligger i Bolgheri i byen Donoratico tæt ud til kysten.

Aia Vecchia er ejet af Pellegrini-familien, der har været vinavlere i Bolgheri i flere generationer og egentlig i årtier blot solgte deres druer til nogle af de gode vinproducenter i regionen.

Men efter en genplantning af deres  vinmarker i 1995 med Merlot, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Petit Verdot, så tog de det efterfølgende år springet og etablerede deres egen vingård med det mål at skabe en portefølje af små partier supertoscanere med fokus på Bordeaux druesorterne.

Med hjælp fra den berømte ungarske vinmager Tibor Gal købte Pellegrini familien i 20000 også en enestående ejendom i Bolgheri, hvor sammensmeltningen af mikroklimaet, terrænet og højden er helt perfekt for at dyrke de bedste druer.

De rekrutterede ogås den kendte agronom Daniel Schuster til at hjælpe med valg af sorter, kloner og forskellige grundstammer, som kommer direkte fra Bordeaux for at sikre kvaliteten.

I dag har Aia Vecchia 69 hektar jord, hvoraf 48 hektar er vinmarker og heraf ligger 30 hektar af vinmarkerne i Bolgheri DOC-zonen. Og det er også herfra ved Castagneto Carducci, at Cabernet Franc druerne til denne Orleto vin kommer.

Successen har også betydet, at man har måttet bygge et nyere og moderne vineri, som bl.a. har en stor barriques kældet med plads til ikke mindre end 2.000 barriques.

Orleto er lavet med 30 dages maceration og gæring i rustfri ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder på barriques samt yderligere 12 måneder på flaske.

I næsen er det en spændende aroma med skovbær, brombær, sorte kirsebær og lidt blommer, men derudover dyb fadnote med ædeltræ, teak og mahogni, tør engelsk og sød finsk lakrids, tobak, vanilje samt noget sødme og søde krydderier. Frodig aroma.

Sådan smager vinen nærmest også … mørk frugt med sorte frugt, sorte kirsebær i førersædet, noget jordbund, grafit, engelsk lakrids og en sødme, der giver dybde. Det hele leveres smukt cremet, blidt og blødt, mens tanninerne til gengæld er heftige og knastørre og de suppleres med lidt peber og andre krydderier. 94 point.

Forhandles af VildMedVin, hvor en flaske koster 849 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7