2016 Bodegas Jiménez-Landi, Piélago, Castilla-La Mancha, Spanien

2016 Bodegas Jiménez-Landi, Piélago, Castilla-La Mancha, SpanienVi fortsatte sgu med let, spansk rødvin, for den næste vin 2016 Piélago fra Bodegas Jiménez-Landi er nemlig en Grenache baseret vin fra appellationen Méntrida i Toledo provinsen og vinregionen Castilla-La Mancha.

Bodegas Jiménez-Landi er en familieejet vingård, der blev grundlagt i 1963, selvom familien Jiménez-Landi egentlig har produceret vin i Méntrida-området siden 1500-tallet og holder da også til i en gammel og historisk vingård med gamle kældre.

I dag drives vingården af to generationer af Jiménez-Landi-familien, som producerer deres vine fra 20 hektar vinmarker, der alle er i gang med at konverteret til certificeret økologiske drift.

De 20 hektar er fordelt med 15 hektar i Méntrida, der ligger i 550-600 meters højde og 5 hektar i Real de San Vicente, som ligger i 750-900 meters højde.

Bodegas Jiménez-Landi er i dag kendt for at producerer vine, der er baseret på primært Garnacha druer fra marker beplantet med gamle Garnacha-vinstokke.

Daniel Gómez Jiménez-Landi har været den primære vinmager i mange år på vingården, der er grundlagt af hans fætter, men  i 2012 solgte han sin andel i Bodegas Jiménez-Landi og har siden skabt sit eget vinhus. Det har han haft stor succes med og kaldes også en af Spaniens store vinmagere og han har også arbejdet sammen med nogle af pionererne i Priorat og er også partner med Fernando Garcia på Comando G projektet.

Han er fx også venner med  David Villamiel fra vinhuset A Pie de Tierra, da de begge kommer fra Méntrida.

Denne Piélago er på ren Grenache, der kommer fra husets vinmarker i Real de San Vicente i 750-900 meters højde samt 40-70 år gamle vinstokke. Piélago er navnet på det bjerg, som ligger ved Real de San Vicente.

Vinen er lavet ved, at druerne først får en 4 dage kølig pre-maceration og derefter sker spontangæring og maceration med druernes naturlige gærceller ved 15-22 grader over 20-40 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på brugte træfade på mellem 500-3.000 liter.

Duftmæssigt har vinen en lille sød slagside med fondant, nougat, chokolade, bløde blommer, blomme i Madeira, jordbær, kirsebær, oksefond, gazebind og blomster … meget let, frisk og lys … meget forførende og har et lyst sind.

I munden er det også en lys, let, læskende og saftig vin med en lille sødme, meget frugtagtig og har da også lyse, lette tanniner, der er tørre, men egentlig meget omgængelige. Der kommer en smule peber og er ellers fløjlsblød med stor kompleksitet … fandens til lækker vin, som vinder ens hjerte. 95 point.

Forhandles af Niche Vine, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 6/7