Vi skal dog smage en 4. og sidste Rhône vin fra Domaine de la Tête Noire og det blev så deres 2020 Gigondas fra skråningerne på bjergrækken Dentelles de Montmirail.
Vinen er lavet på 55% Grenache og 45% Syrah, der kommer fra 1,4 hektar økologisk vinmarker med 35 år gamle vinstokke og høstet i hånden med et udbytte på 36 hektoliter pr. hektar.
Efter høsten er druerne først afstilket og derefter får en gæring samt maceration over 3 uger. Herefter vinen lagret i ståltanke i 12 måneder inden flaskning.
Bum … hård som flint, en hård jernnæve af mineraler, grus og granit suppleret med en landlig, animalsk duft, noget tobak, tørv, kul, sorte oliven samt en imponerende frugt med blommer, solbær, enebær, sød finsk lakrids … alt perfekt balanceret og dufter vanvittig godt.
I munden bliver det faktisk endnu bedre, for smagen er både blød, rund, cremet og samtidig med mørk frugtsødme. Der er en vin, der smelter i munden … men det er uden at miste en sød, saftig og utrolig fin, let og vibrerende frugtsmag med mørke bær, blommer, jordbær, lakrids … en snert peber, men mest af alt, som er vinen som et helt perfekt jakkesæt … sidder som det skal og giver selvtillid, overskud samt lækker fremtoning. 94 point.
Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 199 kr.