Herligt med en flaske portvin … og helt ekstatisk med mange flasker portvin og den næste var lige et step op, for det var Conceito Vinhos’ 2019 Late Bottled Vintage Port aka LBV.
LBV er jo dybest set en Ruby Port fra en bestemt årgang, der har ligget længere tid på fad end en almindelig Ruby og sådan en bandit ligger typisk på fad i 4-6 år
Denne Late Bottled Vinage Port er lavet på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Tinta Barroca.
Vinen er vinificeret helt traditionelt, hvor de druerne i hele klaser først er fodtrådt i lagares af granit, hvilket er efterfulgt af to dages premaceration og gæring over 3 dage. Derefter er der så bare tilsat druespiritus efterfulgt af kort maceration og så en længere lagring på egefade … men hvor lang tid er ikke oplyst, men med en 2019, så er det formentlig 4 år.
I næsen er det en tør portvin, hvor der kommer lidt grønne krydderurtr, mynte, tør engelsk lakrids og saltlakrids. Frugten er mørk og jeg fanger mest solbær, sorte kirsebær og blommer … måske lidt svesker, noget kakaopulver og egentlig ikke umiddelbart megen sødme … i hvert fald i næsen.
Men det er så i smagen … en intens smag, hvor der er sødme, men også både peber, mørk chokolade, let karamel, tørret appelsinskal og nektarsød fedme. Der kommer en punch fra alkoholen, der er stærk, varmende og suppleres af lidt sød-bitre tanniner og lang eftersmag, så dermed 91 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster179,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 125 kr. ved køb af 6 flasker.