Vi skal atter smage en vin fra vinhuset Domaine de la Tête Noire og denne gang er det Winsley de Marias 2022 Cairanne, som jeg har fået i vinglasset.
Denne Cairanne er lavet på 55% Grenache og 45% Syrah som kommer fra en økologisk mark på 1,78 hektar og 35 år gamle vinstokke høstet med et udbytte på 36 hektoliter pr. hektar,
Efter den manuelle høst er druerne afstilket og lavet med gæring og maceration over 3 uger i ståltanke med overpumpning og delestage. Efter endt fermentering er vinen lagret i 11 måneder i ståltanke.
Duften er mere hård, stålfast med tjære, kul og sværte, derudover lidt tør garrique, svag lavendel, krydderier og peber. Frugten er tør og mørk, sorte kirsebær, brombær og så ellers en snert af fennikel.
Smagen har også mørk frugt, men faktisk langt blødere end forventet og fint skruet sammen. Der er så lakrids, mest tør engelsk lakrids, nogle spejderhagl, søde kirsebær, brombær, jordbær … og så er vinen ret læskende og godmodig med lidt peber i eftersmagen, så dermed 92 point.
Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 149 kr.