2016 Rolland & Galarreta, Tempranillo, Rioja, Spanien

2016 Rolland & Galarreta, Tempranillo, Rioja, SpanienJeg smager nu atter engang en Rioja Tempranillo fra Rioja fra det umage makkerpar Michel Rolland og Javier Galarreta fælles spanske projekt Rolland & Galarreta, men denne gang i en årgang 2016.

Makkerparret har fundet druer fra gamle Tempranillo vinstokke fra vinmarker, der ligger op til Telmo Rodriguez’ mark, der leverer druer til den dyre 100 point topvin Las Beatas og der er lige ved byerne Labastida og Elvillar i Rioja Alavesa.

De 2 vinmagere anvender moderne udstyr til udvælge de bedste druer udvælges ved hjælp af det moderne udstyr Vistalys, der gør det muligt at måle, hvornår druerne har nået deres fulde aromatiske potentiale.

I vineriet bliver samtlige druer afstilket inden knusning og så en koldmaceration, der trækker både smag og farve ud af skallerne. Så er vinen gæret i egetræsfade og efter endt fermentering er vinen lagret i 12 måneder på nye amerikanske og franske egetræsfade.

I næsen kan Michel Rollands taktstok omgående detekteres, for vinen har dette runde, bløde og tykke fadpræg, hvor fadene bidrager med sød finsk lakrids, chokolade, vanilje, kanel, kaffelikør, kokos og bløde jernbanesveller … men sådan nogle har vi vist aldrig hørt om før. Frugten er også moden og blød,  solbær, mørke kirsebær og halvgærede blommer. Det er som udtrådt og comfortagtige hjemmesko, der sidder som de skal.

Smagen er blød, rund og godmodig … og alligevel fornemmes lidt peber, som lige drister sig til at stikke snuden frem. Der er godt med ristede noter, ristet kaffebønner med mørk chokolade til. Frugten er solbær, blåbær, saftige blommer og der er skam også nogle tanniner, der dog er nemme at danse med. Der er en svag syre, som har lidt balsamiske elementer og lidt sort-te bitterhed og frugtsødme, hvilket giver en vin, som er skruet godt sammen efter en kendt melodi som en tysk schlager. Men det smager godt, 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7