Den anden Syrah vin i sæt 4 var bestemt ikke ringere … nærmere tværtimod, for det var nemlig en 2009 Cornas Renaissance fra én af de bedste producenter i det nordlige Rhône og det er selvfølgelig A. Clape.
Renaissance er en Cornas, blot på yngre stokke, selvfølgelig lavet på ren Syrah. Vinstokkene har en alder på 12-20 år, og vinen lagrer 22 måneder på store, gamle foudres.
Cornas Renaissance har jeg også smagt og skrevet om tidligere … således både i årgang 2006 og 2007 … og hver gang er jeg blevet imponeret, for Renaissance ligger ikke langt fra Clapes normale og dyrere Cornas … der i dag koster ret meget.
Duften er dyb, kølig, mørk, klassisk og imponerende med animalsk og landlig mødding, dyb kælder, hængt kød, flæsk, Beef Jerky, mejeri samt kærnemælk, blæk, røg, tobak, blomsterpollen, blåbær, hindbær og brombær, let mentol, svag peber, læderfedt og måske endda lidt kaffe.
Hvor smager det bare himmelsk … kølig, rank, klassisk og alligevel blød, rund, elegant og fortsat med denne kerne med tonsvis af frugt samt en bundløs dybde. Der er flæsk, dybmørke bær, blæk, kul, grafit og fortsat med tørre tanniner, der snerrer og viser tænder, men ikke mener det så alvorligt. Det er skarpt og præcis … så jeg bliver bare glad i låget … 97 point.
Forhandles i dag af Bichel Vine, hvor den kun sælges på allokation.