Selvom jeg ofte vrøvler, så plejer jeg alligevel at sige, at man som regel kan bedømme et vinhus i Piemonte på deres Langhe Nebbiolo og nu smager jeg netop – som vin nummer 2 – en sådan fætter fra Azienda Agricola Runchét.
Druerne er håndplukkede, og vinen er lavet med en langsom spontangæring og maceration alene med druernes egne gærceller over 15-20 dage, hvorefter vinen er lagret 12 måneder på brugte franske 225 liter barriques inden samling i ståltanke og flaskning.
WAUW … sikke da en dejlig duft … har klart en stor, animalsk landlighed med både blomster, rosenblade, tørv, tjære, æterisk kamferolie, lakridsbolsjer samt en frugt af kirsebær, tranebær og moreller … har en smule rå champignon, jod og jern … virker ikke så feminin, men snarere en smule mørk og tør med grønne urter.
I munden er det en frisk og spændstig vin, hvor tanninerne omgående markerer sig for at sætte sig demonstrativt i hele din mund, men det elsker vi jo bare. Det er ingen elegantier, men en ung, frisk og tør vin, hvor frugten er lys, klar og ren, hvor syren er rank og slank med pågående frejdighed samt et ubekymret væsen samt godt med bid, så 92 point.
Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 139 kr.