2020 Scheid Family Wines, James Bryant Hill Pinot Noir, Californien, USA

2020 Scheid Family Wines, James Bryant Hill Pinot Noir, Californien, USADen næste vin fra James Bryant Hill hos Scheid Family Wines i Greenfield blev så en 2020 Pinot Noir … også lavet med druer fra de køligeste dele af Central Coast.

Vinen er fremstillet på 100% Pinot Noir, som Scheid Family Vineyards så selekterer fra familien egne, bæredygtigt dyrkede marker i de køligste dele af Californiens Central Coast.

Ved ankomst til vineriet afstilkes druerne før gæringen med frugtbevarende temperaturstyring i ståltanke. Efter endt gæring er vinen lagret 10 måneder i ståltanke … dog med 30% på helt nye franske 228 liters bourgognefade i samme periode.

Det er ikke en ultralys Pinot Noir, men har masser af Pinot Noir kvaliteter, for allerede fra startlinjen oser det op af glasset med lyse bær som hindbær, lyse kirsebær, mirabeller og lidt ribs … og samtidig er der faktisk godt med egepræg, som pirrer og lokker din næse med noget umami, muldjord samt vanilje. Det er måske ikke sådan ultra raffineret … men intet vender forkert.

I munden er der lige en snert US sødme, som giver vinen et lidt varmere udtryk end medlemmerne fra den europæiske familie, men det giver også vinen godt bundtræk med stor power. Det gør også vinen let saftig med nogle let krydrede noter, peber, mens frugten får lidt sød tranebær bitterhed med i billedet. Som med duften er der ikke meget, der vender forkert, så du får en fin US Pinot Noir med krop, varme og tæt struktur. 90 point.

Forhandles af Supervin, men vinen er endnu ikke prissat, men 2019’eren koster 139,95 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7