2017 Mazza Chautauqua Cellars, Nutt Road Riesling, New York State, USA

2017 Mazza Chautauqua Cellars, Nutt Road Riesling, New York State, USANæste hvidvin til New York State onlinesmagningen var fra Mazza Chautauqua Cellars ved Lake Erie og det var deres flotte enkeltmarksvin 2017 Nutt Road Riesling.

Mazza Chautauqua Cellar ligger i det vestligste del af New York State tæt på byen Westfield helt ovre ved Lake Erie og dermed på grænsen til Canada mod nord og Pennsylvania mod syd.

Det er et kombineret vinhus og bryggeri, som er grundlagt tilbage i 1972 af de to brødre Robert og Frank Mazza, der var emigrater fra Italien, sammen med tyskfødt Helmut Kranich, der var uddannet på vinskolen i Geisenheim.

Allerede dengang havde man ikke selv ret meget jord selv, så man købte i stedet druerne fra en række vinavlere i Pennsylvania, hvilket betød, at man i 1995 blev den største vinproducent i Pennsylvania.

Det betød også, at både Frank og Robert på skift blev præsident for Pennsylvania Grape Industry Association og sammenlagt bestred de to brødre denne post fra 1988 til 2002.

I 2004 startede man også med at lave vine fra New York State via samarbejdsaftaler med nye vinavlere … og i dag har man sammenlagt aftaler med 6 store primære vinavlere, hvilket i Pennsylvania består af Moorhead Farms, Szklenski Farms, William Semelka Vineyards og Schultz Farms, mens det i New York State er Martini Vineyards samt Knight Vineyards.

I dag drives Mazza Chautauqua Cellars af Roberts søn Mario Mazza, mens hans søster Vanessa står for den kreative side i vinhuset.

Mario har en  Master i ønologi fra University of Adelaide i Australien og han har da også tidligere arbejdet hos vinhus i både Barossa Valley og Adelaide Hills.

Her smager vi så husets 2017 Nutt Road Riesling, hvor druerne dog ikke stammer fra Lake Erie området, men derimod faktisk fra Finger Lakes og helt specifik vinmarken Nutt Road Block ejet af Martini Vineyards.

Riesling druerne er høstet ved optimal modenhed og
koncentration, hvilket sker tidligt om morgenen ved kølige temperaturer, hvorefter de presses hurtigt og forsigtig. Gæring er sket i ståltanke ved 14 grader over 28 dage, men er standset, da restsødmen nåede 0,70% restsødme. Vinen er så blot lagret i ståltankene.

Duftmæssigt er der godt med petroleum, diesel og pæretærte, lyse blommer samt syltede citroner. Under de terpentinske dampe virker vinen meget blød, blid med en vis fylde, næsten kødfuld og samtidig luftig i alle aromaerne.

I munden er vinen så blød, cremet og vamset, så man næsten ikke kan spotte, at det er Riesling … selv den friske syre og selve smagen af citroner og grapefrugter virker nærmest fed. 92 point.

Vinen koster 16$ på vingården … svarende til 109 kr.

Vinanmeldelse 5/7