Når vejret nu engang skriger på hvidvin, så fortsætter jeg da bare med endnu en Albariño vin fra kooperativet Bodegas Martín og det var denne 2022 Martín Códax Albariño.
Vinen er på ren 100% Albariño, hvor druerne er høstet med et udbytte på 58 hektoliter pr. hektar og er så ellers lavet på temperaturstyrede ståltanke uden lagring af nogen slags.
Duftmæssigt minder vinen på flere måder om Marieta, men er ikke så vild og ustyrlig, men virker mere som den flinke pige i klassen, har en lidt federe og mere eksotisk frugt med melon, fersken, stikkelbær, pærer og lemon … søde krydderier samt jern efter brug af en vinkelsliber.
I munden er vinen dog langt mere frisk, syrlig og grøn med citroner samt en snas grape … meget frisk og ligetil. Der er også sure æbler, grønne æbler og meget aromatisk i smagene. Det smager sgu godt, selvom jeg fortsat har den vilde lillesøster Marieta i tankerne, men er man til den velopdragne og knap så flamboyante pige uden så meget parfume på, så er dette en lille ener. 91 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen på tilbud er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.