2016 Cantine Due Palme, 1943 del Presidente Salento Rosso, Puglia, Italien

2016 Cantine Due Palme, 1943 del Presidente Salento Rosso, Puglia, ItalienMed næste vin blev der skruet op for volumenknappen, for det var en 15% højoktan og tung flaske 1943 del Presidente Salento Rosso fra kooperativet Cantine Due Palme i årgang 2016.

Kooperativet er forholdsvis nyt og grundlagt i 1989 i Cellino San Marco i provinsen Brindisi. Det var Angelo Maci – der selv er 3. generation i en familie af stolte vinavlere, som fik ideen.

Angelo Maci startede med 15 samarbejdspartnere – men i dag har kooperativet 1.200 tilknyttede vinavlere, der samlet har et areal på over 2.500 hektar vinmarker.

Fra kooperativet smager vi en af deres topvine … 1943 del Presidente Salento Rosso i årgang 2016 og lavet på 50% Aglianico og 50% Primitivo, som kommer fra nogle af de marker, som Angelo Macis familie ejer med vinstokke plantet tilbage i 1968. Derfor er vinen også meget simpelt opkaldt efter Angelo … præsidenten i Cantine Due Palme.

Primitivo druerne er høstet i starten af ​​september og Aglianico druerne i starten af oktober. Men vinificering sker ikke omgående, for først er en del af druerne tørret i kooperativets frugtkælder, hvorefter gæringen foregår i vandrette roterende kar ved en kontrolleret temperatur mellem 23-25 grader over 14 dage.

Den er derefter lagret 9 måneder på nye barriques og gennemgår yderligere flaskemodning inden den frigives til salg.

I næsen er det – nok ikke overraskende – en fed, tyk og tæt vin af et opulent bombenedslag, der oser af våde fade, en lakridset Nordsø Bitter, tørv, tørret kød og vanilje, lakridskonfekt, tobak, chokolade samt balsamico. Læg dertil blommer, sorte kirsebær og lidt ristede kaffebønner.

Smagen er samtidig sød … og stærk, men det kommer også en syre, der er krydret med masser af power. Det er lakridspiber og frodig frugt af blommemarmelade, dadler og silkebløde tanniner, men vinen har heldig også en køligere side, som giver en vis rygrad mellem det frodige. 90 point.

Forhandles af Holte Vinlager, hvor en flasker koster 280 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7