Weingut Knab ligger i Endingen i den nordlige del af Kaiserstuhl og derfra smagte vi som næste vin til et bestyrelsesmøde en 2019 Engdinger Schlangeneck Spätburgunder ★★★.
Vinhuset er vi stødt på før … sidst med deres 2016 Engdinger Wihlbach Spätburgunder *** og der skrev jeg også om vinhuset.
Det gør jeg så ikke nu, men ser bare nærmere på denne vin, der er lavet med druer fra marken Engdinger Schlangeneck, som er en ny mark hos Knab og med de 3 stjerner, så er det en af topvinene. Denne årgang 2019 er således også første årgang af vinen.
Vinen er lavet med spontan gæring alene med druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 16 måneder på barriques og derefter yderligere 6 måneder på store egetræsfade.
Duften er bare spot-on … kostald, landlige og animalske noter, kølig mødding, godt med fad, flæsk, mælkechokolade, våde fade og frugt, der er let jammy med jordbær og lyse blommer. Det suppleres med lidt vanilje, kaffe og lakridskonfekt. Så dejlig og klassisk Baden karakter.
I munden er vinen også lys, rund, let og alligevel med bid. Frugten er ren, klar og med dette luftige udtryk … jordbær, hindbær, mens selv tanninerne er rene, polerede og fine, mens syren er væver, elegang samt så forfærdelig dejlig. 94 point.
Flere forhandlere herhjemme, men denne er købt på vingården, hvor en flaske koster 28€ … svarende til 209 kr.